Dit beautykøb handler ikke om produktet, men om det her
Kender du de fem ting, der får dig til at finde pungen op af lommen?
Af — 01. marts 2020Uimodståelige emballager
Selvom det er det indre, der tæller, kan det ydre også påvirke dine valg – ikke mindst, når du skal købe beautyprodukter.
Noget emballage virker mere appellerende på dig end andet, og flere mærkers succes bunder ikke mindst i deres evne til at skabe indpakning, der forstærker lysten til at vælge deres produkter frem for konkurrentens.
I den forbindelse er der nogle greb, som går igen, og mange af tidens mest populære skønhedsmærker har derfor mindst ét af følgende fem elementer inkorporeret i deres design.

Som skabt til Instagram
En benhård SoMe-strategi har banet vejen for mange af de skønhedsmærker, der er populære i dag. De har været ekstraordinært dygtige til at kende deres målgruppe og dennes behov – blandt andet behovet for at dele billeder på Instagram. Derfor er der i produktudviklingen lagt vægt på at skabe Instagram-værdige detaljer.
Det bedste eksempel er onlinesuccessen Glossier, hvis indpakning er som skabt til at dele på Instagram. Fra det stilrene design og den kendetegnende font til de lyserøde bobleplast-punge, som følger med hvert køb.

Fuld fart på farverne
Før vores blik fanges af et logo, bliver det tiltrukket af iøjnefaldende farver.
Det ved flere af de succesfulde beautymærker, hvorfor mange satser på emballage i fængende nuancer, som du ikke kan undgå at få øje på.
Tænk bare på Drunk Elephant, et mærke der også vinder frem herhjemme, som kan kendes på de farvestrålende låg.

De skiller sig ud fra mængden
I en verden fuld af ens cremetuber, kan du hurtigt differentiere dig ved at tænke i ny former og funktioner.
Det er en af forklaringerne på Rihannas enorme succes med Fenty Beauty. Udover at produkterne kommer i mere end 50 forskellige nuancer, så alle kan finde et perfekt match, er indpakningen både sjov og funktionel.
Et eksempel er storsællerten Match stix, der kommer i femkantede og magnetiske beholdere, som kan klikkes sammen til et samlet bundt.

Oplevelsen starter før produktet
Det er ikke blot produktets emballage, der skal spille; Også indpakningen, som produktet kommer i, skal være en oplevelse i sig selv.
Tendensen er endnu ikke så udbredt i Danmark, men i USA ved de store skønhedsmærker, at lyserøde bobleplast-punge kan være det, der gør hele forskellen for kunderne.
For eksempel kommer Pat McGrats beauty i en pose fyldt med pailletter, der matcher både pose og produkter.

Emballage med holdning
Mange danske forbrugere vil ikke kun have pæn emballage, men også en, som lever op til tidens stigende krav om og behov for bæredygtighed. En emballage skabt med bæredygtighed in mente vil derfor påvirke tilvalget af produkter.
Det ved danske Kjær Weis, der var blandt de første til at præstentere både smuk og miljørigtig emballage, nærmere bestemt genanvendelige metaletuier med mulighed for genopfyldning af makeuppen.
