00’ernes ultimative håraccessory til kun 30 kroner er tilbage
Det nostalgiske og meget prisvenlige hårpynt er netop blevet set på supermodellen Bella Hadid, hvilken kun har fået dets popularitet til at vokse online.
Af — 29. april 2022Selvom kalenderen viser 2022, kan man godt blive lidt i tvivl om, hvorvidt vi er i 20’erne eller 00’erne, da trends fra sidstnævnte æra ikke vil slippe sit tag i mode- og skønhedsverdenen. Det gør sig også gældende for en meget nostalgisk hårtrend, der lige nu er begyndt at vokse i popularitet, og som derfor ser ud til at gøre et kæmpe comeback i år.
Zig zag-hårbåndet
Er du barn af start 00’erne eller har set billeder fra den tid, er der særligt én accessory, som går igen på samtlige billeder: zig zag-hårbåndet. Dette hårbånd var både praktisk og enormt populært dengang på grund af de mønstre, det lavede i håret. Det elastiske hårbånd kunne i kraft af sine små plastikkroge skrabe håret stramt tilbage, og lave et zig zag-mønster i det forreste hår, mens hårets længder enten skulle hænge løst eller være sat op i en stor knold eller høj hestehale. Og nu ser det ud til, at den engang så populære accessory kommer tilbage efter at have været gemt væk i årevis.