© Anna Stokland

Derfor betyder hår så meget for os

Hår har en enorm værdi for os – både kulturelt, politisk, religiøst, historisk og identitetsmæssigt. Her giver vi vores bud på hvorfor

1. juni 2019 af Moussa Mchangama

Fra Julia Roberts’ vilde krøller i Pretty Woman til tildækkende tørklæder og parykker. Hår – eller manglen på samme – fylder i vores samfund. For det har enorm symbolværdi både kulturelt, politisk, religiøst, historisk og identitetsmæssigt. Men hvorfor betyder hår så meget? 

Da den amerikanske sangerinde Solange i 2016 fik sit globale gennembrud med singlen Don’t Touch My Hair, var hun stemmen, der sang om en følelse, som langt de fleste (inklusive undertegnede) brune mennesker vil kunne nikke genkendende til: oplevelsen af gennem hele livet at få kommentarer, blive berørt, blive bemærket på grund af sine krøller. Ofte på ganske grænseoverskridende vis og helt uden at spørge først. “Don’t touch my hair / When it’s the feelings I wear,” sang Solange og startede en samtale, der for langt de fleste hvide var ukendt territorium. Men det statement, der ligger i Solanges sang, er ikke nyt. Hun satte det bare på den popkulturelle dagsorden.

“‘Don’t touch my hair’ er et helt almindeligt udsagn blandt sorte kvinder og har været det i årtier – men der sker noget, når der bliver sat omkvæd til ting, man har sagt internt. Vores krop er ikke et museum, og det er det, det handler om,” forklarer Lucia Odoom, kulturjournalist og bagkvinde bag Politikens Poptillæg.

© Getty Images

Hår er en stor og meget synlig del af den måde, vi viser omverdenen, hvem vi er. Stort set alle mennesker har gennem tiden kommunikeret med hår på den ene eller den anden måde, og det gør det til en signifikant del af vores krop, der skal undersøges i dybden. Det mener den britiske antropologi- professor Emma Tarlo fra Goldsmiths University i London, som forsker i hår, og som sidste år kuraterede udstillingen Hair! Human Stories og står bag bogen Entanglement: The Secret Lives of Hair.

“Hår er den mest fleksible og medgørlige del af menneskekroppen. Det er muligvis bare naturlige fibre, der vokser fra vores hoveder, men hår kræver kulturel opmærksomhed gennem hele vores liv og er dybt forbundet med vores identitet og fortællinger og vores forståelse af, hvem vi er både kollektivt og individuelt,” forklarer hun. 

© Getty Images

Rødhåret vildskab og dumme blondiner

Hårs signalværdi afspejler sig i høj grad også i populærkulturen. Julia Roberts’ rødlige krøller i Pretty Woman og Meg Ryans vilde orgasmehår i Da Harry Mødte Sally understreger deres seksualitet, og modsat castes der sjældent skuespillerinder med stort, rødt hår til at spille konservativ kontormus. Men hvor rødhårede kvinder ofte portrætteres som sexede og vilde, forholder det sig anderledes med mænd. Det skriver forfatterinden Jacky Colliss Harvey i sin bog Red: A Natural History of the Redhead fra 2015. Rødhårede mænd udgør ofte negative stereotyper i film og bøger – som nørderne med briller eller den rødhårede klovn – og personer med rødt hår har faktisk større sandsynlighed for at blive drillet derude i det virkelige liv end folk med andre hårfarver.

Blondinerne skiller sig måske ikke på samme måde ud som de rødhårede – kun to procent af jordens befolkning er rødhårede – men dem hersker der til gengæld andre fordomme om: Blondinejokes er i 2019 godt trættende og typecaster en hel befolkningsgruppe på grund af hårfarve. Undersøgelser viser, at folk fortsat betragter blondiner som tiltrækkende, men dumme, så Marilyn Monroe-myten lever endnu. Og det har den faktisk gjort længe før Hollywood – i det gamle Rom mente man, at respektable kvinder havde mørkt hår, mens blond hår blev associeret med prostitution, og i en periode var prostituerede faktisk tvunget til at gå med lyse parykker.

De ældgamle fordomme er ikke kun kuriøse at læse om i dag, de kan stadigvæk have konsekvenser. Forskning peger nemlig på, at stereotyper for eksempel kan påvirke folks muligheder for at få job og blive forfremmet eller have konsekvenser i andre sociale sammenhænge, hvor vi hurtigt dømmer hinanden. 

© Getty Images

Emma Tarlo pointerer, at hår på grund af dets betydning fungerer som en kode, der kan aflæses og skaber kommunikation mellem mennesker. Men det interessante ved netop hår er, at koderne – trods stereotyper – hele tiden udvikler sig og aldrig er konstante.

“Hårets koder er variable over tid og sted. Det kan ret tydeligt ses i de skiftende definitioner af naturligt hår, der kommer frem blandt brune mennesker over hele verden. Mens udtrykket ‘naturligt hår’ bruges i Europa og USA som en henvisning til hår, der har dets naturlige tekstur eller krøl, bruges udtrykket om parykker eller extensions af naturligt hår, købt på markedet, i et land som Senegal,” forklarer Emma Tarlo.

Lucia Odoom er optaget af, hvordan populærkulturen afspejler den samfundsmæssige udvikling. Her har man inden for de seneste år set en stor udvikling blandt sorte kvinders stolthedsfølelse hvad angår deres hår.

“Vi ser en ny stolthed, hvor flere retninger eksisterer sideløbende, og hvor alt på en måde er tilladt. Du kan have dit naturlige hår, gå med fletninger, paryk, extensions eller weaves, og du gør det for din egen skyld. Den stolthed er ny. For selvom man måske ikke synes, at parykker er ‘ægte’ hår, så er falsk hårkultur enormt afrocentrisk,” forklarer hun.

“Det handler om at fortolke sig selv og give sig selv det udtryk, man gerne vil. Det hvideste i verden er at være for skødesløs til at gå op i sit hår. At være en sort kvinde er at gøre sindssygt meget ud af sit hår.” 

Ingen afro i Det Hvide Hus

En anden, der oplever hårets betydning for især sorte kvinder, er den dansk-somaliske performer og forfatter Moeisha Aden. Som transkønnet sort kvinde har hun oplevet hårets betydning i forbindelse med sin transition, og hun arbejder p.t. på et teaterstykke under navnet Hair Monologues, der omhandler hårs symbolske og kulturelle værdi.

“Det korte af det lange er, at hvis man kommer fra et ikke-hvidt hjem og er pige eller kvinde, er hår en stor del af ens identitet. Begreber som good hair/bad hair (good hair henviser til glattere hårtyper og bruges internt i især afroamerikanske miljøer i USA, red.) har været vigtige og siger noget om hårs betydning. Det hele har en historisk baggrund, og mange ting går tilbage til slaveri, undertrykkelse og sortes rolle i USA. Jeg laver kunst om identitet, og det ville være mærkeligt at lave et stykke og så ikke behandle hår som fænomen,” siger hun og peger på, at sorte kvinders forhold til hår ofte er skjult i samfundet.

For eksempel er det en relativt ny ting, at man offentligt taler om, hvor vigtige parykker og extensions er. For – surprise – få sorte kvinder har naturligt helt glat og skinnende hår. Ligeledes peger hun på, at et af de første billeder af Michelle Obama, der blev frigivet, efter at hun og gemalen havde forladt Det Hvide Hus, var et strandbillede, hvor hun havde afro. 

“Det startede en samtale om, at man slet ikke ville være klar til at have en præsident eller præsidentfrue med afro i Det Hvide Hus. Hun kunne først gøre det, da hun var ude igen. Hvis hun ikke havde glattet sit hår, var hendes mand aldrig blevet præsident. Fordi hår handler om magt og genkendelighed, og magten har ikke en afro. Endnu.” 

© Getty Images

Parykker som statusmarkør

I dag er parykker populære som aldrig før til at skifte identitet og look, som man vil – stærkt ført an af stjerner som Kylie Jenner og Nicki Minaj. De har skabt en paryk- bølge med deres pastelfarvede lokker, som aldrig har skullet se ægte ud, og dermed er hår en statusmarkør, der viser, at man har magt, penge, tid og overskud til dagligt at lege med sit hår. 

“Hår – og ikke mindst handlen med det – er i dag en global milliard- industri,” siger Emma Tarlo. “Størstedelen af håret indsamles i Asien, laves til parykker og hårextensions på fabrikker i Kina og eksporteres derfra til hele verden.USA er den største importør, efterfulgt af Europa. Men det hurtigst voksende marked er i Afrika,” forklarer hun og peger på, at der er markant forskel på parykker og extensions – og at kunstigt hår dermed er med til at understrege klasseforskelle og identitet.

“De bedste og dyreste parykker og hårprodukter laves af afklippet hår, mens de billigere laves af hår, der er faldet af under børstning. Det kræver en kæmpe arbejdskraft at indsamle, sortere og pakke håret til parykker,” siger hun. 

Men det var faktisk ikke Kylie Jenner, der gjorde parykkerne populære. Det var den franske konge Louis XIV, også kendt som Solkongen, der i 1700-tallet begyndte at tabe håret. Han var ikke bare et modeikon, men dikterede alt for sine undersåtter – og da han mistede håret og påførte sig ordentlige parykker, fulgte resten af hoffet trop. Eliten blandt de gamle egyptere gik også med parykker skabt af blandt andet menneskehår, palmefibre og uld og brugte dermed håret som en markør til at vise deres sociale klasse. De gamle romere benyttede også falsk hårpragt til at vise social status, da deres lyse parykker var lavet af eftertragtet, gyldent hår fra hovederne af de nordeuropæiske og germanske stammefolk, som man nedlagde eller indlemmede i det romerske imperium.
 

 

© Getty Images

Seksualitet

At miste håret – for eksempel ved sygdom eller på grund af hormonelle forandringer – er yderst tabuiseret og forbundet med store følelser som sorg og tab af identitet og – for mange kvinder – kvindelighed. Og over hele verden er der mennesker, der tildækker, modificerer eller helt fjerner deres hår som religiøs praksis – fra skaldede munke over muslimske kvinder med tørklæde til de parykklædte ortodokse jødiske kvinder, man blandt andet ser i mange områder af Brooklyn i New York.

“Alle religioner kræver en form for legemlig forpligtelse og engagement, og det vises oftest gennem hår. Det kan være at tildække håret som ærbar og sømmelig praksis, som det ses i islamiske, jødiske og tidlige kristne traditioner,” siger Emma Tarlo og uddyber: “Det handler enten om at kontrollere eller tøjle hårets kraft, da det har stærke associationer til seksualitet.”  

Gør som 24.000 andre

Seneste

Måske er du interesseret i...