Derfor skal du altid bruge en hårtørrer 

Har du også problemer med skæl, må du aldrig begå denne udbredte fejl. 

Streetstyle PAP SS 2023Paris Fashion Week September 2022

Streetstyle PAP SS 2023Paris Fashion Week September 2022

© anna stokland

En hurtig skyller om morgenen og så ud ad døren – gerne fem minutter forsinket – er formentligt et scenarium, som ofte udspiller sig i mange danske hjem. Og har du travlt, er det at tørre håret nok ikke det, som står højest på dagsordenen. Men det burde det måske – særligt hvis du har problemer med hovedbunden og med skæl. For lige meget hvor mange penge du bruger på produkter, vil problemet fortsætte, hvis du springer dette vigtige trin over.

Tør hovedbunden

De skallende flager, der drysser fra hovedbunden, er næsten altid et resultat af en svampeinfektion, som huserer i din hovedbund. For at mindske dine skæl, skal du derfor have styr på svampeinfektionen. Det sker blandt andet ved brug af særlige shampooer eller koncentrater, der skal dryppes på hovedbunden. Desværre vil disse ikke have megen effekt, hvis du samtidigt går rundt med en fugtig hovedbund. Det er nemlig i det våde miljø, at svampeinfektionen trives allerbedst, og går du ud ad døren med vådt hår, kan du potentielt have en våd hovedbund i flere timer, hvor svampen dermed får god tid til at formere sig. Går du også i seng med vådt hår, vil både hovedbund og hovedpude blive våde, og puden kan forblive fugtig hele natten med mere svampeinfektion til følge.

Regel nummer et ...

... er derfor at huske som minimum at tørre hovedbunden med din hårtørrer. Løft op i håret og blæs varm luft under de forskellige sektioner af håret. Har du krøller, vil du få det bedste resultat ved at bruge en såkaldt diffuser, som holdes fladt mod hovedbunden, så krøllerne ikke skal løftes og blæses ud af form. Et andet godt råd er desuden er skære ned på de ugentligt hårvaske og kun vaske en til to gange om ugen med shampoo beregnet til skæl.