Fletninger er i år blevet set på både internationale og danske catwalks. Det er primært de små fletninger, som dominerer mode- og skønhedsverdenen, men der er også plads til en stor fletning, hvor det lange hår er samlet højt på hovedet. En af de allerstørste fordele ved fletninger som frisure er, at den giver dit hår et helt nyt udtryk, og samtidigt skjuler et eventuelt fedtet hår eller afværger hårkrisen på dage, hvor håret er kruset og uregerligt. Det er faktisk en fordel at have fedtet hår frem for helt nyvasket, da det fedtede hår er meget nemmere at flette i, hvilket kun gør fletningen endnu mere favorabel i en travl hverdag.
Vil du være med på årets store flettetrend og samtidigt lære et par tricks til at få det bedste ud af en dårlig hårdag, guider vi nu til sæsonens mest populære fletninger, som du kan flette, uanset om du har langt hår, mellemlangt eller kort hår.
Skolepige flet
En af sæsonens største overraskelser er, at de små fletninger i noget af det ellers løse hår, har fundet vej tilbage til catwalken og gadebilledet. Dette er en trend, som alle kan være med på, uanset om man har krøller, glat hår, langt, mellemlang eller kort hår. Da looket blev vist hos Max Mara, havde modellerne med kort hår og page også fået flettet små fletninger i håret på lige fod med de langhårede modeller. Du bestemmer selv, om de små fletninger skal placeres tilfældigt rundt omkring i det løse hår, eller om de skal sidde i hver sin side af det allerforreste hår. Sidstnævnte er en smart løsning, hvis det forreste hår er en anelse fedtet, da dette i så fald bliver pænt skjult i de to fine fletninger.
Sådan fletter du håret:
- Tag en lille tot og flet fra hårtoppen og ned til hårets længder.
- Fæstn derefter den lille fletnings ende med en gennemsigtig plastikelastik eller med hårlak for et mere organisk men knap så holdbart look, da den lakerede ende formentligt vil trevle op i løbet af en lang dag.
En stor fletning i langt hår
Er du en mere avanceret fletter, kan du kaste dig ud i et par franske fletninger. Laver du to i det forreste hår, som samler alt håret, er det desuden den bedste måde at gemme et fedtet eller kruset hår af vejen. Med denne frisure gør det desuden heller ikke noget, at fletningen er lidt rodet at se på, da det bryder det pæne look og giver frisuren lidt mere kant, hvorfor det også kun er en fordel, hvis håret er lidt mere filtret end normalt.
Sådan fletter du en fransk fletning
Er du i tvivl om, hvordan man fletter en fransk fletning, er en videoguide den bedste hjælp. Vi har fundet et godt bud nedenfor, som guider dig igennem den franske fletning. Husk hårlak, rigeligt med elastikker og god tålmodighed.