
Håreksperten: Derfor får næsten alle kvinder tyndere hår
Føler du også, at håret tynder ud på toppen? Det kan måske skyldes disse vaner i hverdagen, der nemt kan ændres, så du igen kan få et sundt og stærkt hår.
Af — 24. juni 2020Hårtab er ikke kun forbeholdt mænd, men rammer også en del kvinder, nogle allerede i 20-årsalderen. Derfor har vi rådført os med Lead Researcher og grundlægger af Hårklinikken, Lars Skjøth, som har dedikeret de seneste 28 år til at forske i kvinders hårtab. Denne forskning har ledt til en unik ekspertise i vores højt skattede hår og ikke mindst i, hvad der hjælper os til at beholde længden og volumen. Der er nemlig hjælp at hente, og faktisk kan en del af det begyndende hårtab mindskes ved blot at ændre nogle få vaner i hverdagen.
Hvad er de mest almindelige grunde til, at håret tynder ud?
“Jeg har studeret kvindehår de sidste 28 år, og det er min erfaring, at næsten alle kvinders hår tynder ud. Det sker ofte så gradvist, at de ikke selv lægger mærke til det, før de har tabt en betydelig mængde. Vi har for eksempel lige påbegyndt et nyt studie i hårtab. Ud af 100 kvinder i alderen 20 til 70 år viste det sig, at det kun var fem til syv procent, som havde et minimalt hårtab. Faktisk havde over halvdelen af deltagerne halvtreds procent udtynding, og ikke en eneste kvinde havde nul procent udtynding. Den form for hårtab, der rammer de fleste kvinder, er en arveligt og hormonelt betinget udtynding. Ens livsstil kan enten være med til at udskyde eller aktivere hårtabet før tid. Det er ofte hormonelle påvirkninger, som sætter gang i hårtabet, hvilket kan udløses af manglende søvn eller stress. Derfor kan to enæggede tvillinger i princippet have forskellige grader af hårtab alt efter livsstil.”
Hvis man har mistanke om hårtab, hvilke tegn bør man så være opmærksom på?
“Er håret kruset? Et sundt hår har en blank overflade, så hvis håret bliver meget kruset og tyndere i det, er det et af de første tegn på, at hårsækken er skrumpet, og at der dermed kommer et tyndere hår ud.”
“Er hovedbunden mere synlig end normalt, når du løfter op i det forreste hår ved tindingerne?”
“Et meget sigende tegn er også tykkelsen på hestehalen. Er omkredsen blevet mindre end for bare et par år siden? Meget af det forreste hår bliver hurtigere tyndere, og kan derfor ikke nå med om i hestehalen, som derfor føles tyndere.”