
Du glemmer den vigtigste del af din hårpleje
Genvejen til et sundt, tykt og smukt hår hænger sammen med én ting – og kræver ingen dyre produkter
Af — 11. december 2018Hvem vil ikke gerne have smukke og sunde lokker? I forsøget på at få bugt med tørt og glansløst hår vil flertallet gå efter produkter målrettet hårpleje, men denne tilgang er ikke nødvendigvis den rigtige.
Hemmeligheden bag smukt hår skal nemlig findes på toppen af hovedet, inden håret vokser ud af hårsækken.
Dine hårstrå er i princippet døde, når de forlader hårsækken, og derfor reparerer de ikke sig selv, som eksempelvis huden gør det.
Når først håret er blevet skadet af sol, varme fra stylingredskaber eller kemisk farvebehandling, bliver denne skade på håret, indtil det klippes af. Undervejs kan du sørge for at fugte håret, så det ikke ser tørt ud, og blive klippet så ofte som muligt, så hårets spaltede ender ikke trevler længere op af hårstråene.
Derfor skal kilden til smukt hår i virkeligheden findes i at pleje hovedbunden, så hårsækkene kan producere smukt og blankt hår. Her får du vores bedste tips til en sund hovedbund.
Husk børsten
Stimulér hovedbunden ved at rede håret med en god børste, og gør det gerne en gang om dagen. Før forsigtigt børsten igennem håret, så du ikke knækker nogle hår, men i stedet får masseret toppen af hovedet og ført olierne fra hovedbunden ud i længderne.
Ekstra fugt
Er hovedbunden tør og kløende, vil en fugtmaske også gøre godt. Smør eksempelvis kokosolie ud i hovedbunden med cirkulere bevægelser, så du samtidigt får stimuleret hovedbunden. Lad masken sidde i minimum 20 minutter inden du vasker håret som normalt.