
Her er sandheden om balsam
Skal, skal ikke? Flere har droppet balsam, men er det nu også det bedste for dig og din hårtype? Få svaret her
AfNogle sværger til balsam, mens andre undgår det, fordi de mener, at det tynger håret. Derfor guider vi dig nu til, hvordan den omdiskuterede hårpleje skal bruges, og her kan du blive meget klogere på, hvorfor balsam skal bruges efter din hårkur, i hvor stor en mængde, og hvorfor det ikke gør noget at springe den over en gang i mellem.
Læs hvorfor, og se, hvilken balsam du skal gå efter, hvad enten du har tørt og slidt, farvet, krøllet, fint eller normalt hår.
Hvad er balsam?
Balsam er pleje, som skal bruges efter du har vasket dit hår med shampoo. Det lukker hårstråene og indkapsler håret med pleje, fugt og beskyttelse. Hvis du både bruger hårkur og balsam, er balsam det sidste, du skal putte i håret – altså efter at din shampoo og hårkur er skyllet ud.
Mens hårkur skal bruges som en intensiv behandling et par gange om ugen, hører balsam til den daglige pleje af dit hår. Er dit hår kemisk behandlet, medtaget, meget tørt eller slidt er det en god idé at bruge begge dele.
Hvis du har et normalt, sundt og stærkt hår, sker der ikke noget ved at skippe balsam, men du beskytter dit hår og gør det mere blankt ved at bruge det.
Balsam til tørt og slidt hår
Dit hår har brug for en ekstrafugtende balsam med reparerende, beskyttende og nærende ingredienser som silkeaminosyrer i, der indkapsler fugten og retter op på skaderne. Da tørt og slidt hår ofte ser trist og mat ud, skal du vælge balsam, der kan give håret udstråling og liv igen.