Her glemmer de fleste at bruge solcreme

Du har formentligt styr på, at der skal solcreme i ansigtet, på kroppen og ørerne, men husker du også dette vigtige, men oversete sted?

Solen ser endelig ud til at brænde igennem denne sommer, hvilket betyder varmere dage og flere solrige timer ved strand og vand. Heldigvis er det efterhånden selvskrevet, at sommer er lig med solcreme, som vi danskere er blevet gode til at smøre med. Dog er der et sted, som mange af os glemmer at beskytte mod solen, på trods af at det konstant er udsat for solens stråler.

Afbrændte lokker?

Det er de færreste, der ved det, eller skænker det en tanke i løbet af en lang sommer, men håret kan faktisk blive forbrændt præcis ligesom huden. Forskellen er dog, at det heldigvis ikke er farligt for vores sundhed at få forbrændt hår. Til gengæld giver det slidt og skadet hår, ælder det før tid og ændrer farvesammensætningen i din dyrtkøbte hårfarve fra frisøren.

For at blive klogere på fordelen ved solbeskyttelse til håret, har vi spurgt frisør og indehaver af Studio Cim Mahony, Cim Mahony, om hvilke hårtyper, du bør passe særligt på i solen.

“Det farvede hår er i forvejen tørt med et åbent skællag, som derfor er mere sårbart for solens brændende stråler. Gråt hår er naturligt mere porøst og ofte finere i strået, hvilket betyder at det også er mere udsat. Både kemisk behandlet og gråt hår har desuden mindre elasticitet og ofte mere mangel på fugt og olie. Det betyder, at man her skal være ekstra opmærksom på at bruge fugtgivende og proteinholdigeprodukter før og efter solbadning."

Der er derfor god grund til at huske at fugt og uv-spray i håret. Gør du det til en vane, før du skal ud i solen, kommer du meget nemmere igennem sommeren uden hår, som bliver slidt eller afbleget.

Her er vores fem favoritter med uv til sommerhåret.