Overraskende frisure er efterårets nye hårtrend

Det vilde look er begyndt at florere på diverse udenlandske og danske Instagramprofiller og efterspørges nu også af kunderne hos danske frisørsaloner.

hårfarve lava streaks
© Anna Stokland

Når tankerne først er begyndt at kredse om ny hårfarve, vil de fleste formentligt tænke i tradtionelle farver som brun, blond, sort og den genfundne rødbrune farve fra slut 90’erne. Det er dog langt fra de eneste farver som findes på hårfarvepaletten, det har en ny og opsigtsvækkende hårtrend gjort opmærksom på dette efterår.

Røde striber, pink pandehår eller blå farvestrefj i håret?

Hårverdenens seneste besættelse af opsigtsvækkende pangfarvede striber er begyndt at vise sig i både danske og udenlandske kvinders hår.

Trenden startede som så mange andre på catwalken, hvor flere modehuse heriblandt Versace for to år tilbage viste blå påsatte striber i håret. Herhjemme sås det i sommers hos Rabens Saloner og Søren Le Schmidt, der sendte modeller ned ad catwalken med alt fra grønne til pink og blå striber i håret.

Dette efterår er trenden nu rykket ned fra catwalken og ud på gadeniveau samt i danske frisørsaloner. For eksempel har frisørsalonen Wooma Studio netop delt et billede af pandehår med pink striber i.

Man har også bidt mærke i tendensen hos en anden dansk frisørsalon, Freund, hvor frisør Salli Anderschou i sidste måned fortalte om looket som et, hun troede på for efteråret, og beskrev det således:

"Ikke alt skal se naturligt ud, og det gælder også for en af efterårets nye hårtendenser. Du har sikkert allerede set Beyoncés meget lyse fartstriber, også kaldet et ’money piece’, i det forreste hår, der omkranser ansigtet, ligesom at Dua Lipa, FKA Twigs og Billie Eilish eksperimenterer med nogle vilde farve-detaljer og kombinationer. Fælles for disse frisurer er, at de alle består af få udvalgte sektioner, som er farvet i én opsigtsvækkende nuance, der bryder med den farve, som resten af håret har. Det kan være neonfarvede hårrødder eller et pandehår i en helt anden farve end resten af håret. Det er en fed og meget legende tendens. Jeg vil dog sige, at selvom denne trend kommer ud af en DIY-ånd, hvor det gerne må se hjemmelavet ud, bør du stadig rådføre dig med en professionel, inden du selv begynder at farve håret. Denne type farvedetaljer skal nemlig sidde lige i skabet for at se cool ud."

Looket, som også ses ovenfor på den amerikanske model Devon Carlson, trækker på referencer fra 2000, hvor blandt andre Christina Aguilera dengang var bannerfører for frisuren med pink striber i sit platinblonde hår, som nu er tilbage i mere eller mindre opsigtsvækkende udgaver, alt efter om du får farvet en eller flere farverige striber i håret.