Ganni havde inviteret til en sand kærlighedsfest på Refshaleøen i onsdags med et show, der bar titlen Love Society. Ganni føler nemlig, at der er brug for mere kærlighed i en verden, som for tiden er præget af mange frygtelige og utrygge begivenheder.
Modellerne skulle derfor udgøre en samlet kærlighedsstamme, hvor makeuppen bestod af et tribe-inspireret look med orange og sorte detaljer omkring øjnene. De grafiske detaljer gik igen på neglene, hvor Beautyhero.dk havde skabt særlige negletatoveringer til anledningen.
Under selve showet var der både kærlighed, smukt tøj og meget iøjenfaldende hår.
Sådan blev håret skabt
Det store, krøllede hår blev skabt ved først at sno håret op på store hårnåle. Dernæst blev hver enkelt hårtot snoet fri af hårnålen, og håret blev skilt ad med fingrene og en hårbørste, således at det fik ekstra meget fylde.
Det er i øvrigt en metode, der sagtens kan kopieres derhjemme, hvis du ellers har lidt tålmodighed og godt med hårlak.
Produkterne
Det produkt, som primært blev brugt, var L'Oréals nye Infinium pure-hårlak, som er en ny duftfri variant, der kan bruges til at kontrollere håret og give det hold, uden at det drysser eller ser for lakket ud.
Ligeledes kan hårsprayen nemt redes ud af håret eller formes på ny, hvis man vil skabe en anden frisure.
Vil du gerne have stor voluminøst hår a la det smukke hår, der blev vist på Ganni-modellerne, skal du desuden alliere dig med en teksturspray, som skal sprayes godt ind ved hårrødderne og i længden for at give fylde og tekstur.
Under showet blev produktet Wild stylers savage panache brugt til at skabe fylden og Crepage de Chignong blev brugt som hårpudder, hvilket gav det lækre, matte look, som især stod flot til det krøllede hår. Alle tre produkter er fra L’Oréal Professionnel og forhandles hos udvalgte frisører.