
Sådan holder du liv i lokkerne, mens landets frisører holder lukket
Her er frisørens bud på, hvordan dit hår kommer bedst muligt ud på den anden side – og måske endda endnu sundere end før Danmark (næsten) lukkede ned
Af — 31. marts 2020I en tid hvor vi alle går hjemme, er det ikke bare vores sociale liv, der er på lavt blus, men også vores skønhedsvaner. Lige nu kan man hverken komme til ansigtsbehandlinger eller endnu vigtigere: frisøren. Dårlige hårdage er naturligvis det mindste offer i en tid, hvor det vigtigste er at passe på hinanden. Men er du alligevel ved at være lidt desperat over dit hårs tilstand, så læs med her, hvor vi har rådført os medfrisør og medejer af salonen Freund, Salli Anderschou. Salli guider til, hvordan du kommer ud på den anden side med hår, som måske endda er sundere og pænere, end før Danmark (næsten) lukkede ned.
Hvad skal man gøre, hvis ens hår desperat trænger til et besøg i frisørstolen?
“Uanset, hvor meget det end måtte krible i fingrene, må du ikke tage køkkensaksen frem. Modstå enhver trang til at klippe håret derhjemme, bare fordi du lige har set en Youtube-tutorial. De færreste kan lave en pæn klipning på sig selv – ikke en gang dygtige frisører. Hvis først du har klippet i håret, risikerer du at stå på den anden side af isolationstiden med ødelagt hår, som vil tage meget lang tid at få pænt igen. For eksempel kan dårligt klippede etager eller skævt pandehår tage mere end et halvt år at gro ud igen.”
Hvad gør man i denne tid, hvis man har brug for at få opfrisket sin hårfarve?
“Jeg har virkelig tænkt meget på dem, som har fået helfarve, og nu gerne vil til frisøren for at få farvet deres udvoksninger. Her er mit bedste råd at være tålmodig, da jeg ikke kan råde til, at man selv prøver at farve håret derhjemme. Forsøg desuden at bevare din hårfarve i længere tid ved ikke at slide på den. Det betyder, at du skal skærme håret fra solen, da den lysner og ændrer din hårfarve. Husk også at vaske med farvebevarende eller fugtende shampoo, og undgå skælshampooer samt dybderensende vask, som modsat slider på farven.”
Et god råd til dem, som vil støtte sin frisør i en tid, hvor I ikke kan have åbent?
“Køb et gavekort. Vil man støtte de små saloner, der har knap så tjekkede hjemmesider som de store kæder, så skriv direkte til ejeren af salonen, og spørg hvordan man køber et gavekort. Det er jo synd, hvis det kun er de store frisørsaloner, som overlever denne omgang – så husk også at støtte lokalt.”