
Sidste års mest googlede hudplejebrand laver nu hypet hårpleje
Vi har testet det nye hårprodukt, som formentligt bliver lige så efterspurgt som hudplejen fra mærket, hvis succes nærmest kom over natten.
Af — 18. november 2021Skønhedsverdenen vokser som aldrig før og rummer snart lige så mange nye mærker som gamle klassikere. Nogle nye skønhedsmærker har dog mere fart på end andre, hvilket gør sig gældende for et helt særligt mærke, som var 2020's mest googlede skønhedsbrand. Populariteten er også afspejlet i den rekordhøje omsætning, der fra 2018 til 2020 er vokset fra 7 til 70 millioner dollars, og nu har det succesrige hudplejebrand netop lanceret en ny hårserie.
Stjernernes favorit
Mærket, vi tænker på, er Augustinus Bader: Et brand, vi også tidligere har skrevet om, da det er flere og flere kendte kvinders yndlingsbrand – og at dømme ud fra den føromtalte popularitet online, er Augustinus Bader formentligt også nået ud til endnu flere. Augustinus Bader er blevet kendte med cremen The cream, som er en favorit hos blandt andre Victoria Beckham. Nu træder de også ind i hårplejens verden, og skønhedsredaktør Marie Alkestrup har testet shampoo, balsam og hårolien fra den længe ventede hårlinje.
Resultatet
“Virkelig pænt hår. Jeg synes, mit hår både føltes og så meget lækkert ud efter mit bad. Det var velfugtet uden at klaske eller føles tungt. Samtidigt havde det en god volumen på toppen, som faktisk blev hele dagen. Min eneste anke er omkring hårolien, som jeg enten har fordelt lidt for meget af i hårspidserne, eller også var den lige nærende nok til mit hårs behov. Jeg fik nemlig en anelse fedtede spidser, hvilket dog løste sig, anden gang jeg testede olien og kun brugte to små dråber i stedet for de tre store, som jeg havde gjort første gang.
Er du ude efter luksus til håret, vil jeg anbefale Augustinus Baders hårprodukter, som helt sikkert er i den dyre ende, men langt billigere end mærkets hudpleje, hvor The cream til sammenligning koster 1.800 kroner. Ud fra denne skala er 300 kroner knap så galt, og til denne pris får du også virkelig lækkert hår, som samtidig plejes med de ingredienser, som du også finder i cremerne, der oprindeligt gav brandet sin store succes. En teknologi, man kalder for TFC8, der ligesom på huden hjælper til at pleje i dybden, hvilket på sigt skulle give sundere hår med færre knækkede hårstrå og en blankere overflade.
Jeg har kun testet de tre produkter i en uges tid, men umiddelbart viser spejlbillede mig et hår, som ser sundt, blankt og enormt let og lækkert ud, og jeg håber på også at kunne mærke de mere langsigtede resultater efter en måneds brug."