
Denne simple hårfarve bliver måske sæsonens mest populære
Blond eller brunette? Med hårfarven, som lige nu kan ses på kendte kvinder som Hailey Bieber og Kylie Jenner, behøver du ikke at vælge.
Af — 30. marts 2022Denne sæson ser det ud til, at den blonde hårfarve for første gang i lang tid må se sig slået i popularitet. Flere kendte blondiner har nemlig allerede vendt deres originale hårfarve ryggen til fordel for en helt særlig hårfarve, som på trods af sit meget simple udtryk ser ud til at løbe med al opmærksomheden denne sommer.
Brun møder blond
Senest har Gigi Hadid og Hailey Bieber, to modeller som længe har været kendt for deres blonde hår, ladet deres velkendte blonde lokker forvandle til brune. Gigi med lidt mere røde nuancer, Hailey med kølige toner, og det er sidstnævntes hårfarve, som nu er inspiration for en ny trend ved navn 'mushroom hair'. Det hedder den, fordi den køligt brune hårfave minder om den, du finder på brune champignoner. Det er dog ikke kun blondiner, der har skiftet over til den populære nuance – også Kylie Jenner, hvis udgangspunkt oftest er helt sort hår, har også netop fået farvet håret i den champignon-inspirerede nuance.