5 ting, du ikke skal gøre ved olieret hud

Døjer du med fedtet hud, er det en jungle at finde rundt i de mange modsigende tips og tricks. Vi lister de fem vigtigste ting, du til hver en tid skal undgå

Fedtet og olieret hud: Få de bedste tips til din hudtype her
© Anna Stokland

Overordnet set kan ansigtshuden inddeles i de fire følgende kategorier: Normal, tør, olieret og kombineret.

Selvom folk med tør hud kan have en del gener, er det særligt dem med olieret hud, der støder på udfordringer i hverdagen. Urenheder er tit en del af pakken, når man døjer med olieret hud, ligesom mange irriteres over at få glinsende hud i løbet af dagen. Der er dog også klare fordele ved netop denne hudtype. Eksempelvis ældes den senere end både normal og tør hud.

Her får du et overblik over fem vigtige faktorer, som hjælper dig i kampen mod olieret hud og urenheder.

Psst ... Sådan undgår du urenheder efter flyveturen

1. Lad være med at udtørre din hud

Selvom det kan virke logisk, at løsningen på en fedtet hud er at udtørre den, er det ikke en god idé.

Ved at overrense eller bruge skrappe renseprodukter, vil huden blive forvirret og overproducere talg. Det vil efterlade dig med en endnu mere irriteret og olieret hud.

Undlad derfor den skrappe rens, og vælg i stedet milde varianter, som du kun vasker ansigtet med to gange dagligt.

2. Undlad oliebaseret fugt, og vælg i stedet matterende og dybderensende cremer

Ligesom med rens gælder det også, at ingen fugt vil udtørre huden og gøre den mere fedtet.

Brug gerne en creme med salicylsyre, som renser porerne i dybden, hvilket vil give færre urenheder. Desuden er cremer og serummer i geleform gode alternativer til de oliebaserede varianter.

Du kan også gå efter cremer, som efterlader huden med en mat overflade. Find vores ti favoritter her.

3. Drop fedtede foundations

Vælg lette foundations, der ikke tilstopper porerne. Her er mousse- og mineralfoundations et godt match.

Gå desuden efter pudderprodukter frem for flydende makeup, da pudderbaserede produkter ikke indholder lige så mange bakterier eller har samme tilstoppende effekt.

4. Glem ikke at rense ansigtet efter træning

Dette tip gælder for alle hudtyper, men er særligt relevant for dig med olieret hud, da denne hudtype har større tendens til at udvikle urenheder.

Når sveden pibler frem under træningen, åbnes porerne, og renser du ikke huden efterfølgende, vil dagens skidt sætte sig og blive til urenheder.

5. ... og husk solcremen!

Selvom huden fedter og solcreme kan føles som det sidste, din hud har brug for, må du ikke springe det afgørende trin over i sommermånederne.

Især ikke, hvis du også døjer med urenheder, da solen kan gøre gamle aknear til vedvarende mørke pletter.

Vælg en lækker og let variant, som ikke fedter i samme grad som traditionelle solcremer.

MERE FRA COSTUME