5 tips, der gratis forstærker effekten af din hudpleje

Vil du kende de tricks, som gør, at du får meget mere ud af tiden foran badeværelsesspejlet, så læs med her

AW20B-Balmain-026

AW20B-Balmain-026

© Anna Stokland

Nogle gange er det kun få småjusteringer, der skal til for at give meget mere pleje for pengene. Derfor har vi samlet nogle smarte smutveje til en mere effektiv skønhedsrutine. Og bedst af alt. Disse tips vil hverken koste dig flere penge eller tid, men vil til gengæld sikre din hud meget mere pleje.

Brug denne rækkefølge

Noget så simpelt som den rækkefølge vi smører vores produkter på, har faktisk afgørende betydning for effekten af dem. Har du for eksempel investeret i et dyrt tyndtflydende serum, vil huden på trods af produktets gode ingredienser ikke få meget nytte af serummet, hvis det smøres ovenpå et et tykt lag creme eller olie. De tyndtflydende serummer skal altid lægges først, så de kan trænge ned i huden, og derefter kan fugten forsegles med en fed olie eller creme. Næste gang du smører flere produkter på, bør du derfor huske på denne rækkefølge:

  • Flydende og vandbaseret pleje såsom tonere, lotions og serummer skal altid smøres på huden først. Og har du både toner og serum, skal toneren på som det allerførste, fordi dens evne til at regulere hudens pH-værdi bedst opnås, når den kommer på ren hud.
  • Efter toner, lotion og serum skal der almindelig creme på. Bruger du olie, kan du enten lægge den på lige inden din creme, blande et par dråber i din fugtighedscreme eller duppe den over huden, hvilket også giver lækker shine til ansigtet.
  • Bruger du solbeskyttelse i dagtimerne, skal det på som det sidste lag, men vent gerne fem minutter, så huden ikke er helt våd af produkt, når solcremen smøres på.

Se også skønhedsredaktørens rækkefølge af plejeprodukter i denne video om gode råd til aftenens hudpleje.

Drop vatrondellen

Selvom det kan føles dejligt terapeutisk at lade en vædet vatrondel feje over huden, er din vatrondel i næsten alle tilfælde overflødig. Bruger du den med toner på, vil den primært bare suge produktet til sig. Du får mindre produkt på huden, mens resten går til spilde på vatrondellen. Ved at droppe vatrondellen vil du både spare på dine produkter og på miljøets ressourcer. Prøv i stedet at hælde et par dråber toner ud i håndfladerne, som bagefter presses over ansigt, hals og bryst.

Kombinér de rette ingredienser

Når samlingen af produkter skal sammensættes, så tænk i at købe produkter med ingredienser, der styrker hinandens effekt. Har du for eksempel serum eller olie med indhold af C-vitamin eller andre stærke antioxidanter, så husk at bruge et lag af dem, inden du lægger solcreme. Antioxidanter forstærker effekten af din solfaktor, og huden vil dermed stå bedre imod solens stærke stråler i løbet af dagen. Bruger du stærk peeling, bør den altid efterfølges af din mest fugtende og beroligende creme, så du er sikker på, at hudbarrieren forbliver intakt.

Kig efter skjulte bakteriefælder

Frem for straks at investere i en masse nye produkter, hvis du døjer med urenheder, så undersøg om det faktisk er dine nuværende produkters skyld. Urenhederne kan komme som følge af bakterier fra telefonen, hovedpudebetrækket eller beskidte makeuppensler. Gennemgå derfor eventuelle faldgruber, skru op for hygiejnen i t par uger og se, om det løser problemet.

Hav tålmodighed

Når vi køber et nyt produkt, er det ofte med håbet om at se en eller anden effekt. Kommer den ikke, dømmes et produkt ude. Det er en helt fair bedømmelse – hvis dette sker efter et par ugers brug og ikke kun efter et par gange.
For de fleste produkter gælder det, at du først kan se en effekt efter en måned. Det skyldes, at vores hud er omkring 30 dage om at udskille gamle hudceller, så nye friske celler kan komme op til hudoverfladen. Først når de nye celler kommer til, vil du kunne se, om produktet har virket efter hensigten. Uden tålmodighed risikerer du at kassere et produkt, som kunne have været godt, hvis bare det havde fået lidt mere tid på din hud.

Denne regel gælder dog ikke ved en eventuelt allergisk reaktion. Oplever du, at din hud ikke kan tåle et nyt produkt, bør du ikke blive ved med at prøve, da det kan lede til flere hudgener.