Costumes digitale redaktør: Dette prisvenlige produkt har reddet min hud

Døjer du med urenheder i ansigtet? Så skal du kende dette prisvenlige produkt, som Costumes digitale redaktør Mie Christensen sværger til.

serum-lead
© Privatfoto

Som mange andre har jeg i mine voksne år haft perioder, hvor jeg har kæmpet med urenheder i ansigtet – lige fra små, irriterende bumser til reelle udbrud. I min desperation har jeg prøvet nærmest alle produkter, jeg kunne få fingrene i, med både større og mindre succes – men uanset hvor godt et produkt virkede, var det kun for en kortere periode, indtil urenhederne igen vendte tilbage.

Det føltes derfor som lidt af et mirakel, da jeg for nogle måneder siden faldt over et produkt, som ikke blot betød, at jeg slap af med langt størstedelen af mine urenheder, men som også resulterede i noget, jeg aldrig havde troet, jeg ville få: nemlig komplimenter for min ansigtshud.

glowhub

GLOW HUB Purify & brighten super serum ca. 105 kr.

© Glow hub

Produktet, der er tale om, er Glow hubs Purify & brighten super serum – et produkt, der lover at detoxe ubalanceret hud, som har tendens til urenheder og at være fedtet. Jeg opdagede oprindeligt produktet på det sociale medie TikTok, hvor det blev anbefalet af flere skønhedsprofiler, og bestilte det hjem uden de store forhåbninger efter mange forgæves forsøg med andre produkter. Der gik dog ikke mere end et par uger, før både venner, kolleger, min familie og jeg selv begyndte at bemærke, at min hud havde fået en helt anden og sundere glød – og ikke mindst at mine urenheder var blevet kraftigt reduceret.

Serummet indeholder ekstrakt fra sort te samt antioxidanter fra blåbær, som efter sigende skulle henholdsvis balancere og berolige huden. Det indeholder derudover salicylsyre, som mildt eksfolierer huden og skulle sørge for mindre tilstopning af porerne og dermed færre urenheder.

Jeg brugte 3-4 dråber hver morgen og aften under min ansigtscreme (jeg er i mellemtiden blevet gravid og holder derfor en pause fra produktet, da jeg helst undgår salicylsyre, men kan ikke vente med at kunne bruge det igen). Derudover var jeg ekstra opmærksom på at bruge solcreme i dagtimerne, da salicylsyre gør huden ekstra udsat i solens stråler.