
Derfor skal du hælde mælk i badet
Et nyt baderitual er begyndt at vinde frem, hvor flere gør som Kleopatra og bader i denne populære hjemmelavede mælkeblanding.
Af — 13. november 2020Er du den heldige indehaver af et badekar, ved du, hvor dejligt et varmt bad kan føles. Især på en kold vinterdag, hvor kroppen skal gennemvarmes. Men et karbad giver ikke kun følelsen af velvære, det kan faktisk også have fordele for din hud – især hvis du tilsætter denne hjemmelavede blanding, som lige nu bliver delt flittigt online.
Mælk
Mælk kan ikke bare drikkes i kaffen, men har også fordele for huden. Det mente Kleopatra, da den egyptiske dronning efter sigende ofte skulle have badet i det, og nu ser det ud til, at hun havde fat i noget – i hvert fald ifølge en ny badedille, som er begyndt at røre på sig online. Søger du på hashtagget #milkbath kommer der flere tusinde billeder frem af folk, der slænger sig i mælkehvidt badevand. Det gør de, fordi mælk i badevandet skulle have mærkbar fordele for huden.
Derfor er mælk godt for huden
Det har længe været kendt, at mejeriprodukter herunder yoghurt skulle have en beroligende effekt på solbrændt hud i kraft af sine probiotiske egenskaber. Mælk indeholder nogle af de samme egenskaber, som også hjælper til at berolige huden, blødgøre hård hud og dæmpe inflammation. Er du for eksempel en af dem, som ofte døjer med tørre og kløende ben i vinterkulden, vil et mælkebad måske hjælpe på dette. Du vil desuden få endnu større effekt af mælkebadet, hvis du tilsætter havre, som længe har været kendt for at kunne dæmpe kløende hud. En god omgang mælk med havregryn er derfor ikke kun forbeholdt morgenmadsmenuen, men nu også dit badekar.