
Derfor slår du altid ud det samme sted i ansigtet
Er du også en af dem, som hver måned får uvelkomne gæster på dette sted i ansigtet, kan du nu blive klogere på hvorfor – og hvad der vil holde urenhederne væk i fremtiden.
Af — 08. juli 2020Næsten alle, uanset hudtype, vågner i ny og næ op med en eller flere urenheder i ansigtet. Det er dog de færreste, som byder de nyankomne urenheder velkommen med åbne arme, da det kan være ret irriterende, især fordi de altid dukker op på det samme sted i ansigtet – nemlig omkring din mund. Lær, hvorfor så mange ofte slår ud om munden, og hvad du kan gøre for at dæmpe fremtidige udbrud.
Hormoner
Du har måske allerede gættet, at hormoner spiller en rolle i forhold til dine urenheder. Det er særligt kønshormonerne androgener, herunder testosteron, der, når man enten producerer for lidt eller for meget, får hudens talgkirtler til at danne endnu mere talg. Det leder til forstoppede porer og urenheder, som ofte viser sig som udbrud omkring munden og kæbelinjen.
Er der ubalance i hormonerne, hvilket uregelmæssig menstruation også er et tegn på, bør du prøve at få hormonerne i balance. Det er lettere sagt end gjort, men du kan forsøge med otte timers søvn hver nat og en sund kost med mange grøntsager, aminosyrer og protein som fås fra for eksempel røde linser eller laks- Du bør også skære ned på indtaget af sukker, koffein, cigaretter og alkohol. Det er ikke sjovt, men vil formentligt hjælpe på kroppens og din huds velbefindende.
Akne eller hudsygdom
I nogle tilfælde er det faktisk ikke bumser, men derimod en særlig hudsygdom, der kan være årsagen til dine udbrud om munden. Er huden rød og skællende med hvide bumselignende knopper, kan det være hudsygdommen perioral dermatitis. Denne tilstand forveksles tit med akne, men vil ikke dæmpes af de normale hjælpemidler såsom salicylsyre eller retinol. I mange tilfælde vil de faktisk gøre den betændte hud endnu værre.
Er du i tvivl, skal du forbi en hudlæge, som kan stille diagnosen perioral dermatitis. I mange tilfælde skyldes sygdommen brugen af cremer med binyrebarkhormoner i, tandpasta med fluor eller særlige ingredienser i din kosmetik. Ofte er kuren en pause fra de skrappe hudplejeprodukter til fordel for mild pleje. Har du et meget svært tilfælde af perioral dermatitis, kan hudlægen også udskrive behandling med antibiotika.