
Døjer du med uren hud på kinderne?
Her er synderne, og hvad du kan gøre ved det.
Af — 28. januar 2023Spørger du en dermatolog vil du formentlig høre, at acne i T-zonen er stress-relateret, acne på hage og kæbelinje hænger sammen med en hormonel ubalance, mens det kan være lidt mere tricky at finde en egentlig grund til acne på kinderne. Årsagerne kan være mange, og alt fra makeup-pensler til genetik kan være skyld i udbrud. Meget ofte hænger acne på kinderne dog sammen med hygiejne eller miljø.
Ingen hud er ens – det kan dog være en rigtig god ide at tage et nærmere kig på nogle af de ting i hverdagen, der kan være skyld i, at dine porer stopper til og der opstår acne.
Her er nogle af de mest sandsynlige årsager til uren hud på kinderne – og de små ændringer i hverdagen, der skal til for, at du med god sandsynlighed kan slippe af med det:
Makeup-børster og hudpleje
Allerførst og virkelig vigtigt er det, at du sørger for at holde dine børster, pensler og makeup-svampe rene, så de ikke udvikler sig til bakteriebomber. Invester i en brush cleanser – vælger du en på spray er det nemt og hurtigt at holde børsterne bakteriefri efter brug.
Tag også et kig på ingredienserne i dine produkter. Alkohol og parfume kan begge være med til at irritere huden unødvendigt og forårsage acne. Derudover er det vigtigt, at du ikke stresser din hud ved at rense den med alt for skrappe produkter. Har du acne kan det være fristende at bruge en ansigtsrens, der giver dig følelsen af, at al overskydende olie hives ud. Effekten vil dog være modsat. Stripper du huden for dens naturlige olier vil du ende op med en mere tør hud, eller en hud der kompenserer ved at gå i overproduktion og gøre din hud mere fedtet. Balance er key. Vælg en rens med salicylsyre – den eksfolierer porerne og holder hudens overflade fri for døde hudceller.