© Zara

Kan skør TikTok-trend være løsningen på dine hudproblemer?

Det sociale medie er et sandt mekka for nye skønhedstrends. Nogle er bedre end andre – men den seneste besættelse skulle faktisk give god mening for huden.

Hvad gør man, når huden pludselig driller med rødme, udbrud eller bare ser tør og livløs ud? Ifølge den seneste dille på TikTok kan alle tre udfordringer løses med et tykt lag vaseline. Det lyder umiddelbart skørt, men dykker man ned i tendensen, giver det faktisk god mening. Vi gør dig klogere på fænomenet her.

Hvad er slugging?

Trenden går under navnet slugging, som på dansk bedst kan oversættes til en overflade, der er smurt ind i et tykt, fedtet lag, og handler om at dække huden med for eksempel vaseline. Det stammer oprindeligt fra K-beauty og er siden gået viralt på mediet Reddit og nu på TikTok. Det skyldes, at folk hævder at have fået forbedret hud af at smøre med fed vaseline, fordi det fedtede lag skulle holde huden isoleret, således at vand og fugt ikke fordamper, men forsegles i huden.