
Naturlig ingrediens er dit nye gratis skønhedsfiks
Du har formentligt allerede det grønne vidundermiddel, som både skulle give smukkere hår og hud, stående ude i køkkenet.
Af — 20. juli 2020I Danmark er vi blevet glade for økologisk og naturlig hudpleje, og kan det gøres forholdsvist billigt, gør det kun glæden ved det naturlige valg endnu større. Derfor er mange begyndt at gennemsøge køkkenet for forskønnende ingredienser som for eksempel honning eller kold grøn te, og nu også denne ingrediens, som er det seneste naturlige skønhedshit.
Æblecidereddike som skintonic
Begejstringen for æblecidereddike vil næsten ingen ende tage. Den smarte ingrediens menes at kunne forskønne både ude- og indefra. Derfor starter mange dagen med et glas vand og en slat æblecidereddike, da det skulle hjælpe på fordøjelsen og dermed på hudens udseende. Andre bruger en anelse æblecidereddike blandet i shampooen, fordi det meget effektivt kan fjerne det triste grå skær, som det danske kalkholdige vand efterlader på vores hår.
Æblecidereddike har med andre ord mange formål – og nu er endnu et blevet føjet til listen.
Flere er begyndt at bruge økologisk æblecidereddike som en naturlig og prisvenlig skintonic. Det skulle især være godt for dig med uren eller olieret hud, da det, ligesom i håret, er med til at hjælpe mod den irriterende kalk fra vandhanen, som får hudens naturlige pH-værdi i ubalance. Når pH-balancen påvirkes, svækkes hudens beskyttende hudbarriere, og det kan give rød og inflammeret hud med urenheder til følge. Her kan æblecidereddike være med til at hjælpe, ligesom at det skulle mindske de bakterier på huden, som giver urenheder. Ligeledes har det en let eksfolierende effekt, hvorfor det kan være med til at mindske fremkomsten af mørke eller tilstoppede porer.