Huden er kroppens største organ, og den er konstant på arbejde. En af hundens fornemmeste opgaver er at holde hudbarrieren intakt, så der ikke sker dybere skader. En skadet barriere vil give en tør og måske ligefrem skællende hud, og du vil føle dig mere grå end glowy.
Her er the do’s and don’ts til en sund barriere.
Back to basics
Hold din hudpleje enkel men effektiv. Jo flere produkter du bruger på din hud, des større er sandsynligheden også for, at du stresser din hudbarriere. Investér i en creme, der både reparerer og forhindrer huden i at tabe fugt og udtørre. Kig efter produkter med ceramider på ingredienslisten – ceramider er lipider, altså fedtsyrer, som findes naturligt i huden og er essentielle for en sund og velfungerende hudbarriere.
Væk med skrubben
Det kan være fristende at eksfoliere huden, da den umiddelbare effekt er god og øjeblikkelig. Dine porer mindskes, og du får en mere jævn struktur. På sigt kan det dog gøre huden tyndere, hvilket vil gå ud over din hudbarriere. Prøv i stedet en frugtsyrepeeling (AHA) med enten mandelic eller lactic acid, der kan bruges på en sensitiv hud, eller en enzymmaske. Ikke alene forfines hudens struktur og hudtone – tykkelsen øges også på din epidermis, som er det yderste hudlag, og det vil give dig en mere modstandsdygtig barriere.
De gavnlige bakterier
Huden har sit helt eget mikrobiom, der består af millioner af mikroper – blandt andet bakterier og svampe som fungerer som en slags beskyttende kappe på huden. Stress og forurening trigger huden og svækker dit mikrobiom, hvilket også betyder en svækket hudbarriere. Probiotisk hudpleje beskytter mikrobiomet og hjælper med at reducere den inflammation og ubalance i huden, der påvirker cellefornyelsen negativt. I stedet boostes hudens helt egen reparationsproces, hvilket betyder fornyet glød og mindre rødme, tørhed og uren hud.
Damage control
Hvis skaden er sket, og din hudbarriere er svækket, så skal du have fat i en barriere-creme, der både reparerer og giver maksimal beskyttelse. Brug den som det sidste step i din hudplejerutine – det er især vigtigt i og med at barriere-cremen forsegler hudbarrieren, og derfor vil intet du kommer ovenpå kunne trænge igennem. Ofte har barriere-cremer en lidt federe konsistens, men der er ingen grund til at frygte for tilstoppede porer af den grund. Det kan tage fra uger og op til et halvt år at rette op på en skadet hudbarriere.
Du bliver, hvad du spiser
Så enkelt kan det (næsten) siges. Sørg for en varieret kost, hvor du får masser af sunde omega 3-fedtsyrer – din krop kan nemlig ikke selv danne dem, så du er nødt til at spise dig til dem. En kost, der er rig på omega 3-fedtsyrer, vil afspejle sig på din hud, som vil blive næret indefra med masser af fugt, ligesom fedtsyrerne mindsker inflammation.