Sådan bliver du endnu smukkere – uden makeup
Danskerne er kendte for en naturlig tilgang til skønhed. Her har Costumes skønhedsredaktør samlet de produkter, som giver det populære look
Af — 26. januar 2018På det seneste er det ikke kun ordet ‘hygge’, der har genlydt verden over. Mange har fået øjnene op for danske kvinders gode stil og minimalistiske tilgang til skønhed. Harper’s Bazaar udråbte den enkle makeup ved Anya Hindmarchs efterår/vinter 2017-show som et udtryk for en ny skandi-tendens, og amerikansk Vogue hylder dansk skønhed. Vi har kigget nærmere på de produkter, som er med til at give danske kvinder deres eftertragtede look.
Danske kvinder går op i hudpleje, men bruger ikke timevis på indviklede plejerutiner med ti forskellige produkter som i Sydkorea eller påfører plejen med udførlige massageteknikker ligesom franske kvinder. Enkle, men effektive plejerutiner og produkter, hvor der helst skal være sparet på parfumen og fyldt godt op med naturlige ingredienser, hersker. Mange har sart hud med tendens til rødmen og foretrækker derfor milde renseprodukter, som ikke udtørrer huden yderligere i løbet af årets (mange) kolde måneder. Den daglige pleje består af en fugtende dagcreme, der kan kombineres med lidt olie eller et serum, og kroppen holdes blød med en olie eller balm. Markante bryn og velplejede vipper er en forholdsvist ny, stor tendens herhjemme, og med et vippeserum bliver vipperne så lange, at du på travle morgener helt kan undlade mascara.
Herunder har Costumes skønhedsredaktør samlet de bedste produkter, der giver det eftertragtede danske look.
