Sådan får du lækre bløde læber
Det er sommer, og det betyder tid til naturlige læber, der er velplejede og stråler. Mød din bedste ven, læbepomaden
AfVidunderproduktet over dem alle
SÅDAN FÅR DU VELPLEJEDE LÆBER
I modsætning til en farvemættet læbestift har du her at gøre med et af de få skønhedsprodukter, du kan lægge på i søvne. Et foolproof produkt, der er egnet til alles læber. Læbepomader er blevet bedre og klogere med årene og indeholder en masse plejende og fugtgivende ingredienser som sheaolie, E-vitamin og mangosmør.
Gennemfugtede læber ser mere struttende og ungdommelige ud – det perfekte sommerlook. Ligesom med læbestift kan det altid betale sig at skrubbe dine læber inden. Kom en fed creme på en tandbørste, og giv læberne en tur for at fjerne tør hud.
DEN SKAL DU VÆLGE
Der kommer flere og flere farvede læbepomader på markedet, og de kan virkelig anbefales. De er ikke spækket med perlemor som før i tiden, men giver i stedet en flot, transparent og levende farve, uden at det ser ud som om, du har læbestift på. Altså et godt valg til sommerens fester, for du behøver ikke et spejl til at lægge den på.
Derudover er der en række læbepomader, som umiddelbart ser lyserøde ud, men de tryller takket være pigmenter, som reagerer på læbens ph og fremhæver dens naturlige farve. Er du slet ikke til farve, kan du gå efter en traditionel læbepomade. Den giver også udstråling, og så kan du jo nøjes med at tænke på smagen.

Just kissed forever peach, Jane Iredale 250 kr. (nærmeste forhandler oplyses på tlf. 86 72 58 00)
