
Skønhedsredaktøren: Dette prisvenlige produkt kan jeg ikke undvære
Glossier har lavet en ny ansigtscreme – og skønhedsredaktøren er allerede fan.
Af — 05. maj 2022Indrømmet – som skønhedsredaktør er en af fordelene, at du gennem dit job får lov at prøve nogle af de mere pristunge produkter på markedet. Og det er farligt, da det hurtigt kan skabe dyre vaner. Men heldigvis er en højere pris ikke altid ensbetydende med bedre kvalitet, da man også kan finde mange rigtigt gode og prisvenlige produkter. Det er for eksempel tilfældet med Glossiers nye ansigtscreme, som jeg er blevet svært glad for.
Cremen After baume har måske den lækreste tekstur, jeg længe har prøvet – lidt ligesom det piskede smør, man får på en god restaurant. Cremen er særligt velegnet til dig med tør hud, men kan også bruges i perioder, hvor du føler, at huden har brug for lidt mere pleje og ekstra forsegling af sin barriere. Den indeholder ikke parfume, hvilket jeg personligt er fan af, og det gør den desuden også god til en sensitiv hud, som har brug for mere beskyttelse.