
Modellen: Denne neglelak er så flot til sommerbrun hud
Mathielde Algreen, tv-tilrettelægger og model, deler sine bedste skønhedstips
Af — 08. juli 2019Dagen begynder med tørbørstning af hele kroppen og afsluttes med rigeligt fugt. Vi har besøgt den 28-årige tv-tilrettelægger og model Mathielde Algreen til en snak om hendes skønhedsvaner.
Nævn en skøn hverdagshelt?
“Weledas Skin food. Det er den første creme, som har givet mig nok fugt, og jeg elsker dens glinsende skær på huden. Jeg er også glad for Pestle and Mortars Pure hyaluronic serum, fordi den nærmest dræber tørhedsrynker.”
Hvad hjælper, når håret driller?
“Det gør det heldigvis ikke længere, nu hvor jeg har fundet en god hårrutine. Jeg vasker det hver anden dag og bruger altid balsam, som jeg lader virke i mindst fem minutter, imens jeg reder håret med en bredtandet kam. Bagefter lufttørrer jeg håret, og jeg kunne aldrig finde på at bruge en føntørrer eller at børste det, når det er tørt, fordi det bliver dødssygt at se på. Hver tredje måned bliver de tørre spidser trimmet hos Mike fra Mugshot. Han er verdens bedste til krøller.”
Hvordan plejer du din krop?
“Jeg har lidt cellulite-angst, så hver morgen, inden jeg går i bad, børster jeg kroppen med tørbørsten fra Karmameju, og jeg synes, at jeg kan se, at det virker. Jeg smører også altid min krop ind i olie morgen og aften.”