Sådan passer du på din hud under mundbindet

Mundbindet er kommet for at blive, men det kan gå ud over din hud. Få her skønhedsredaktørens tips til, hvordan du passer godt på huden under dit mundbind.

Clarins10

Clarins10

© Thomas Dahl for Benjamin Creative

Med coronaens ankomst er mundbind blevet fast inventar i vores hverdag. Men under mundbindet kan der opstå et fugtigt og varmt miljø, fordi der ikke kan komme tilstrækkeligt frisk luft ind – særligt, hvis du har det på i lang tid. Det har blandt andet født udtrykket maskne, der er en sammentrækning af ordene akne og maske og beskriver direkte den effekt, mundbind kan have.

For det er med til at skabe et miljø, der fremmer aknefremkaldende bakterier på huden og giver flere tilstoppede porer. Få her skønhedsredaktør Marie Alkestrups bedste råd til, hvordan du sikrer dig sund hud under mundbindet.

Sørg for grundig rens

Om du skal have mundbind på eller ej, er det altid vigtigt at huske at rense huden både morgen og aften for at undgå usunde bakterier og tilstoppede porer. Dog må din rens ikke være for skrap, da huden under masken både er i fare for at blive mere sensitiv og udvikle urenheder.

Rens derfor med mild rensemælk eller micellarvand, og afslut med toner, som trækker porerne sammen. Hvis du ved, du skal have mundbindet på i lang tid, er det ekstra vigtigt at få renset huden grundigt før og efter, så du sikrer dig så rent et miljø under mundbindet som muligt. Brug eventuelt en lermaske en til to gange om ugen, hvis du oplever mange tilstoppede porer og mindre urenheder.

Fokusér på mild pleje

Når du har renset din hud, vil den være glad for noget mild pleje, der ikke irriterer yderligere og samtidig kan være med til at pleje de udsatte områder i ansigtet der, hvor masken sidder til eller strammer. Her kan en plejende olie som Restoring Facial Oil fra Clarins' nye serie, Calm Essentiel, være et godt værn.

Den plejende ansigtsolie indeholder blandt andet økologisk kameliaolie og abrikosolie, og den er ideel til at blødgøre og fugte huden, så den inden for kort tid føles glattere og mindre sensitiv. Olien kan desuden bruges alene som et intensivt kurforløb over 14 dage, hvis du oplever, at huden er ekstra rød eller irriteret.

Undgå for meget makeup

Generelt er det en god idé at holde makeuppen på et minimum, hvis du skal have mundbind på i lang tid. En ting er, at mundbindet alligevel dækker halvdelen af dit ansigt. Men makeuppen kan også være med til at skabe flere bakterier på huden, ligesom nogle ingredienser i makeup kan virke tilstoppende på porerne, hvilket kun øger fremkomsten af urenhederne i det varme og fugtige miljø under mundbindet.

Derfor vil din hud trives bedre under mundbindet med mindre makeup, mens den har lettere ved at ånde, så du undgår maskne og andre urenheder, som kan irritere huden.

Clarins11

Clarins11

© Thomas Dahl for Benjamin Creative

Brug et ordentligt mundbind

Det er desuden vigtigt, at du bruger et mundbind, der filtrerer luftpartiklerne godt og grundigt, så du både passer på dig selv og andre. Et genanvendeligt mundbind kan være smart og pænt, men det tætvævede materiale kan skabe et varmere miljø under mundbindet og dermed også irritere huden. Vil du være på den sikre side, bør du derfor benytte det kliniske, CE-mærkede engangsmundbind.