Skønhedsredaktøren: Disse selvbruner dråber slår alle de andre

Og giver den smukkeste naturlige glød til selv den lyseste hud.

teaserfb
© @mariehindkaer

Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg meget gerne snyder mig til farve. Og af den grund har jeg også efterhånden testet mig igennem en hel del selvbrunerdråber. Dog er det først for nyligt jeg prøvede dråberne fra Isle of Paradise, men jeg har på fornemmelsen, at det bliver svært for andre at overgå dem.

Min hud er ret lys, og og selvfølgelig endnu mere om vinteren, men med lidt selvbruner føles den ikke helt så trist. Dråberne skal bruges som alle andre selvbrunerdråber – du mikser dem altså i din creme og lader dem virke natten over. Self-tanning drops fra Isle of Paradise kommer i light, medium og dark. Jeg har kun prøvet medium, men selv til en lys hud er den virkelig fin og på ingen måde intens. Det kommer dog selvfølgelig an på, hvor mange dråber du mikser i din creme. Jeg blander et sted mellem 4-6 dråber i min natcreme, og smører både ansigt og hals ind. Prøv dig frem, og start hellere med for få dråber end for mange. Det er nemmere at intensivere farven dagen efter end det er at skulle fjerne den.

Døjer du med pigmentpletter er selvbrunerdråber i øvrigt også ret så geniale til at udjævne hudtonen. Du kan enten helt gå uden om pigmentpletterne, når du kommer cremen på, eller efterfølgende lige tørre huden over med en fugtet vaskeklud eller vatpind der, hvor pigmentpletterne er.