Sos til ødelagt hår
Føles og ser dit hår trist ud? Costume har testet 2 nye behandlinger, der giver dit hår livsglæden tilbage
AfRed dit hår
Når et hår er skadet, er overfladen dårligere til at reflektere lyset, da pladerne i skællaget stritter og ikke ligger fladt mod hinanden. Det giver håret et mat udseende, der gør det svært at skjule, at dit hår har brug for hjælp. Udefra udsætter du dit hår for hårfarvning, UV-stråler, forurening, varmeredskaber og børstning, mens du indefra kan påvirke det med dårlig kost og stress. Klik dig videre i galleriet og se 2 forskellige fantastiske behandlinger, der kommer trist og ødelagt hår til undsætning.

1 // DYBDEGÅENDE PLEJE
Fordi skællaget på skadet hår er helt åbent, er det svært at få et plejende produkt til at blive derinde. Heldigvis har nogle kloge hoveder hos L’Oréal Professionnel fundet en løsning. Den får du med deres nye linje Pro Fiber.
Teknologien bag produkterne bygger på et molekyle, Aptyl100, der ændrer form inde i håret og derved bliver i hårstrået og gør nytte i meget længere tid end normale produkter.
Pro Fiber-behandlingen er en proces, hvor du både får professionelle behandlinger i en salon og bruger en række produkter derhjemme.
Klik videre her, for at læse om behandlingen og resultatet.

Behandlingen
Første skridt foregår i en salon. Her vurderer en frisør først dit hår på dets tekstur, glans, spidser og farve. Ud fra det placeres dit hår i et af tre stadier af ødelagt hår. I første stadie er det kun skæl- laget, der er beskadiget.
Næste stadie gælder både skællaget og barken, der er påvirket, mens tredje stadie er til ekstremt ødelagt hår – både indvendigt og udvendigt. På salonen får du vasket dit hår grundigt, og derefter kommer masken i. Den er meget aktiv, og koncentrationen er høj, så for at opnå de bedste resultater skal den masseres ind med en speciel teknik.
Prisen på en Pro Fiber-behandling fra L’Oréal Professionnel koster fra 250 kroner, afhængigt af salonen.

Hjemme
Problemet med ødelagt hår er ikke løst på fem minutter, så efter behandlingen skal du bruge nogle særprodukter
derhjemme. Derudover skal du massere en re-charger ind i dit hår efter hver fjerde hårvask. Re-chargeren reaktiverer molekylet, som du har fået masseret ind i håret på salonen.
Der findes tre serier til hjemmebrug – en til hvert stadie. Serierne består af en shampoo, en balsam, en hårkur og et leave-in serum, men det er ikke sikkert, at du behøver alle fire produkter – de fortæller dig på salonen, hvor mange du har brug for.
Når du har brugt seks re-chargere, er det tid til at besøge salonen igen. Hvis dit hår kunne snakke, ville det sige: ‘på forhånd tak’.

Pro fiber restore repairing shampoo, L’Oréal Professionnel 165 kr. // Pro fiber restore repairing masque, L’Oréal Professionnel 225 kr. // Pro fiber re-charge treatment, L’Oréal Professionnel 199 kr. for seks stk.
(Nærmeste forhandler oplyses på tlf. 43 24 64 84).

Resultatet
Inden behandlingen kunne jeg mærke en tydelig forskel fra bunden af mit hårstrå og ud i længderne, hvor der var rester af farve. Det gik fra at være blødt til tørt. Frisøren, der gav mig behandlingen, sagde ligefrem, at han kunne høre, hvordan det råbte på hjælp. Gisp. Mit hår blev vurderet til at være stadie 2-ødelagt, så det var noget af et wake-up call. Jeg har fokuseret på min hud alt for længe og har helt forsømt mit stakkels hår.
Effekten af behandlingen kunne føles med det samme. Aldrig har mit hår været blødere – og det var helt ud i spidserne. Jeg kunne slet ikke lade være med at røre ved det konstant.
Nu har jeg så fulgt hjemmebehandlingen og reaktiveret som planlagt. Mit hår ser meget sundere ud, er nemmere at børste, og det tørrer også hurtigere. Et anbefalelsesværdigt projekt til alle jer, hvis hår også råber højt.

2 // ØJEBLIKKELIG FORVANDLING
Selvfølgelig er det vigtigt at få de massive ødelæggelser under kontrol og langsomt genopbygge håret, men hvad nu hvis den store fest eller vigtige begivenhed venter lige om hjørnet? Så er det denne behandling, der fungerer som makeup til dit hår, du skal gå efter.
Klik videre her, for at læse om behandlingen og resultatet.

Behandlingen
Kvinder har vidt forskelligt hår med vidt forskellige skader og vidt forskellige ønsker. Det tager en anden ny behandling, Fusio dose, højde for – en hårkur, der bliver skræddersyet til netop dit hår.
Ritualet starter med en analyse af dit hårstrå og på baggrund af den mikser behandleren en aktiv booster med et koncentrat. Boosteren tager sig af overfladiske skader, mens koncentratet går mere i dybden – men resultatet viser sig med det samme. Tænk på det som en form for makeup til dit hår, der holder et par dage.
Med fem forskellige boostere og fire koncentrater giver det 20 forskellige kombinationer, som blandt andet fokuserer på fylde, udstråling, blødhed, pleje og anti-frizz. En Fusio dose-behandling fra Kérastase koster fra 200 kroner.

Resultatet
Behandlingen var meget behagelig og velduftende, og da jeg gik fra salonen, var jeg ret ærgerlig over, at jeg ikke havde en fest i ærmet, men skulle tilbage på mit hotel i Paris (det var før, behandlingen kom til Danmark).
Mit hår var alt for glansfuldt og perfekt til bare at skulle sove. Selvom det kun er en quick-fix-behandling, holder resultatet i flere dage – selv efter en hårvask kunne jeg stadigvæk fornemme det.
