1. Du har svært ved at træffe beslutninger
Det dér ser lækkert ud, men det andet lyder også lækkert. Og det tredje smager jo så godt, men det fjerde lyder også godt, fordi der er det dér på ... Kan du aldrig rigtig beslutte dig for, hvad du skal bestille fra menukortet, når du spiser ude? Så er der en god chance for, at du er Vægten i stjernetegn.
”Vægten kan have svært ved at træffe beslutninger, fordi den er et lufttegn, der tænker meget over tingene, og hvis tanker farer rundt. Den er i stand til at se tingene fra flere sider. Det betyder, at den er logisk tænkende, men også kan hvirvle rundt i sine tanker og være meget ubeslutsom."
2. Du går op i mode og skønhed
Dobbelttjekker du også altid, om alt sidder, som det skal, inden du går ud ad døren?
”Vægten er et Venustegn, hvilket vil sige, at den er styret af kærlighed, skønhed, kunst og penge. Den går derfor meget op i sit udseende og i at være naturligt smuk, charmerende og imødekommende – men er samtidig afbalanceret, hvilket eksempelvis kan komme til udtryk i dens forkærlighed for at farvekoordinere."
3. Du er perfektionistisk
Gør du hele hytten ren, nystryger dugene og finder det fine porcelæn frem, når du får gæster? Så rammer du perfekt ned i et af Vægtens altoverskyggende kendetegn.
”Vægten er perfektionistisk og elsker god kvalitet. Den kan godt bruge penge, men den er ikke en big spender. Vægten kan desuden godt lide, at ting er pæne og ser ordentlige ud. Det gælder alt fra indretning og tøj til situationer. Når en Vægt eksempelvis skal servere en middag, skal det gerne være pænt, symmetrisk og afbalanceret – der skal ikke være for meget eller for lidt."
4. Du er sjældent single
Hvorfor være single, når man kan være to? Det vil være et motto, Vægten ofte lever efter, når det kommer til kærlighed.
”Vægten er partnerskabsorienteret, hvilket vil side, at den godt kan lide at skabe balance mellem mennesker, men at den også selv søger andre mennesker. Ofte kan Vægten ikke så godt lide at være single, men trives bedst i et parforhold. Selvom Vægten kan være en anelse konfliktsky, er den også kompromissøgende, så den er god til at indordne sig en partner, som den også typisk er sammen med i længere tid."