5 tips til en sundere arbejdsdag for din krop

Sidder du også foran en computer det meste af dagen, og har du ofte ondt i nakke og ryg? Frygt ej – vi har 5 uundværlige tips til dig her

Uanset om vi er fuldtidsansatte eller studerende, bruger mange af os rigtig mange timer foran en computer hver dag. Det betyder, at vi sidder meget ned i samme stilling, hvilket blandt andet kan forårsage ryg- og nakkesmerter, hvis du ikke tænker over at passe på din krop.

Kan du nikke genkendende til dette, og vil du gerne have en sundere arbejdsstil, så du slipper for de ærgerlige sidevirkninger ved monotomt skrivebordsarbejde?

Så læs med her, hvor vi giver dig fem nemme og overskuelige tips til at gøre dine arbejds- eller studietimer lidt sundere for din krop.

Psst ... Er du træt af kedelige og lange sygedage? Se hvordan du kommer dem til livs her

1. Skift stilling

En af de vigtigste ting at huske på, når man arbejder foran computeren i mange timer ad gangen er, at man ikke skal blive i samme stilling for længe.

De fleste ved, at det er en god idé at indtage en stående position fra tid til anden, men faktisk kan man godt ændre sin position siddende på en gavnlig måde.

Hvis du eksempelvis har en tendens til at krydse dine ben, er det en god idé at skifte ben engang imellem – eller endnu bedre: lade helt være med at krydse dem – og hvis du er stående, er det blandt andet en god idé at skifte mellem, hvilket ben du lægger vægten på.

2. Sørg for en ordentlig holdning

Uanset om du står op eller sidder ned, er der både gode og dårlige kropsholdninger.

Tænk over, hvordan du holder din krop, og overvej, om du ubevidst sidder på en måde, som er dårlig for din krop. Dette kan for eksempel være at sidde med skuldrene helt oppe under ørene, fordi du er anspændt eller føler dig presset.

Derudover er det vigtigt at være opmærksom på, om din position blot føles god nu og her, men egentlig vil give dig problemer på sigt. Tænk fremad – det vil du blive glad for senere hen.

3. Tænk ud af boksen

Medmindre du er nødt til at sidde eller stå ved et skrivebord hele tiden, er det en god idé at prøve andre arbejdsmetoder af fra tid til anden.

Det kan for eksempel være rigtig godt for din krop at prøve noget helt andet, som at sætte dig på gulvet op af en væg med din bærbare computer på dit skød eller på nogle stablede bøger foran dig. Eller sæt dig i noget blødere, som en sofa eller lænestol, eller i køkkenet på en barstol – det er kun din egen opfindsomhed, der sætter grænserne.

Variation er nøgleordet, så husk blot at finde en stilling, som føles god, og ikke er for anstrengende for dine led.

4. Tag flere små pauser

Dette er måske indlysende for mange, men det er alligevel ikke alle, som sørger for at efterleve den gode idé.

Det anbefales nemlig, at du i løbet af en arbejdsdag går en lille tur rundt i rummet hver halve time, eller stopper op og laver nogle øvelser, så du får strukket dine ben, skuldre eller ryg.

På den måde får du rørt dig, undgår en alt for passiv arbejdstilling, og sidst men ikke mindst får du mærket efter, hvordan din krop egentlig har det.

5. Hold øje med din skærm-tid

Du ved det sikkert allerede, men det kan ikke siges nok alligevel.

Uanset hvor god din holdning er, eller hvor meget du skifter stilling, er det altid vigtigt, at du passer på, når du bruger lang tid foran en skærm. At kigge ind i computerens blålige lys i otte timer i streg, er ikke sundt.

Sørg derfor for, at du jævnligt kigger væk fra skærmen over mod noget mere naturligt lys, som for eksempel ud af et vindue. På den måde tænker du også bedre, fordi du skifter dit perspektiv.

GÅ IKKE GLIP AF NOGET!