
6 tegn på, at du mangler D-vitamin
D-vitamin er vigtigt for energiniveauet, knoglerne, blodtrykket og meget mere. Dog viser undersøgelser, at mange ikke får nok D-vitamin nok. Se, om det også gælder dig
Af Cecilie Dumanski Iform.dk — 5. april 2017
D-vitamin har en række gode egenskaber. Det hjælper på energiniveauet, holder blodtrykket i skak, gør knoglerne stærkere, kan være en medvirkende faktor i forbindelse med vægttab og forebygger visse kræfttyper.
Disse seks symptomer afslører, om du mangler D-vitamin. Tjek her, om du bør skrue op for indtaget.
1. Du sveder uden grund
Kan du mærke sveden pible på panden, selv når du foretager mindre krævende aktiviteter som at tage opvasken eller række ud efter fjernbetjeningen? Så kan det være et tegn på manglende D-vitamin.
Det er vigtigt at få D-vitamin gennem kosten, og det kan være nødvendigt at lægge en kostplan. Fisk er den eneste madvare, der for alvor batter i D-vitamin regnskabet. Fedtstoffer, kød, æg, mælkeprodukter og svampe giver også lidt.
2. Du sover uroligt
Lider du af søvnproblemer, selvom du har skåret ned på koffeinen og forvist telefonen fra soveværelset? Så vil et skud D-vitamin nok hjælpe.
3. Dine muskler og led er svækkede
Sammen med calcium øger D-vitamin knogle-, led- og muskelstyrken, hvilket betyder, at et underskud af D-vitamin forhøjer risikoen for blandt andet ledsmerter og knoglebrud. Er du løber, skal du være særligt opmærksom på dit indtag af både kalk og D-vitamin.
4. Du rammes ofte af sygdom
Rammes du tit af forkølelse, hoste og influenza, kan det være et tegn på, at du er i underskud af D-vitamin. Mange rammes ofte af sygdom i vinterhalvåret på grund af den manglende D-vitamin fra solen.
5. Dit humør er i bund
Undersøgelser viser, at der er en klar sammenhæng mellem depression og manglende D-vitamin i blodet.
6. Du taber håret
Lider du af hårtab, så kan én af forklaringerne være et underskud af jern og D-vitamin.
Solskin er som bekendt den bedste kilde til D-vitamin. Du behøver kun 5-30 minutter for at fylde depoterne op.