Yogaudstyr kan være lidt af en jungle at finde rundt i. Hvordan finder jeg den helt rigtige yogamåtte? Skal jeg bruge en træningselastik? Og hvad med vippebræt, træningsbolde og meditationspuder? Det er blot noget af det yogaudstyr, vi gennemgår i denne artikel.
Uanset om du er til det afslappende hatha- eller hot yoga, er træningsformen god for både krop og sind. Og med hensyn til udstyr er yoga nok en af de sportsgrene, der er nemmest at dyrke: Alt, du skal bruge for at komme i gang, er noget lækkert og behageligt yogatøj og en yogamåtte – og selvfølgelig huske at styre uden om de fire fejl, du let kan begå i yoga. Det kan dog være rart at peppe træningen lidt op med noget yogaudstyr, som betyder, at du kan lave nye og anderledes øvelser og gøre din træning mere effektiv.
Er du på udkig efter nyt yogaudstyr, gennemgår vi her nogle af de vigtigste ting, du med fordel kan bruge i din træning – og det er helt sikkert noget for dig, uanset om du er begynder eller mere øvet. I artiklen finder du information om følgende yogaudstyr:
- Yogamåtter
- Træningselastikker
- Vippebræt
- Træningsbolde
- Meditationspuder
Træningselastik: Træn din udholdenhed med yogaudstyr
En træningselastik er uundværlig, når det gælder yogaudstyr, hvis du gerne vil have det optimale ud af din yogasession og tone dine muskler. Træningselastikker kan bruges til en række forskellige øvelser, som kan øge din smidighed og udholdenhed. Hvis du er i tvivl om, hvordan du bedst udnytter din træningselastik til yoga, kan du finde masser af inspiration til øvelser og stillinger på blandt andet YouTube.
Det vigtigste at være opmærksom på, når du køber en træningselastik, er, at der findes forskellige styrker. Hvis du er nybegynder eller ikke vant til at træne med yogaudstyr, kan du med fordel starte med at bruge en træningselastik med en lettere styrke og avancere til træningselastikker med større styrke, efterhånden som din krop vænner sig til modstanden. Mange steder kan du købe pakker med træningselastikker af forskellig sværhedsgrad, så du kan bruge de forskellige elastikker til træning af forskellige kropsdele.
Vippebræt: Yogaudstyr, der giver fordele i andre stillinger
Et vippebræt – eller balancebræt, som det også kaldes – er det perfekte yogaudstyr, hvis du ønsker at opnå en bedre balance, hvilket er en fordel i flere yogastillinger. Når du står på et vippebræt, træner du både musklerne i benene og fødderne, og så er det godt til at forebygge skader, da du træner leddenes mobilitet.
Når dit yogaudstyr tæller et vippebræt eller balancebræt, har du mulighed for at lave mange forskellige øvelser – for eksempel øvelsen, hvor du vipper fødderne fremad, så brættets kant næsten rører jorden, og så drejer til siden og hele vejen rundt, uden at kanten helt rører jorden. Gentag til den anden side.
Du kan også tage den nemme løsning og blot stille dig på dit vippebræt i stedet for at sidde i sofaen, mens du ser fjernsyn.
Træningsbold: Yogaudstyr til at avancere dine stillinger
En træningsbold eller yogabold er et godt stykke yogaudstyr, der findes i mange forskellige størrelser og kan hjælpe dig med at træne din stabilitet og balance. Inden for yogaens verden kan du bruge en træningsbold til flere forskellige øvelser, for eksempel til en anderledes child's pose ved at sætte knæene på måtten foran bolden og derefter lade overkroppen glide ind over bolden, mens du lader skulderbladene falde fra hinanden. Du kan også blot bruge en træningsbold som et ergonomisk alternativ til kontorstolen.
Du bør vælge din træningsbold efter din højde – jo højere du er, jo større skal bolden være. En træningsbold på 65 centimeter passer til en voksen under cirka 180 centimeter.
Meditationspude: Yogaudstyr til meditation
Yoga og meditation hænger for mange uløseligt sammen, da der bag de to ting ligger mange af de samme tanker om mindfullness og at være fuldt ud til stede i nuet. Man kan selvfølgelig også meditere uden en meditationspude eller andet yderligere yogaudstyr, men en meditationspude kan faktisk hjælpe dig med et opretholde en rank, oprejst stilling under meditationen.
Der findes desuden forskellige typer af meditationspuder, fra den klassiske runde til den halvmåneformede. Denne runde meditationspude fra Oysho er lavet i kraftigt og holdbart bomuld og kan bruges til forskellige siddende stillinger, for eksempel skrædderstilling.
Yogablok: Yogaudstyr, der giver støtte
Leder du efter noget yogaudstyr, der kan give dig ekstra støtte under træningen, er en yogablok et oplagt valg. En yogablok kan både give aflastning til lænd eller hoved og løft, når du har brug for det i en særlig stilling, men kan også bruges til decideret træning, for eksempel ved at placere yogablokken mellem lårene, mens du går i 'bro' – lig på rykken med armene ned langs siden og bøjede ben, hvorefter du spænder op i numsen og løfter den.