1. Rose Hermansen og Caroline Sillesen
Lige nu rykker det for alvor på den danske designscene, og i front står københavnske Atelier Axo. Virksomheden blev grundlagt i 2019 af Rose Hermansen og Caroline Sillesen, der har etableret sig som en af de mest nytænkende tegnestuer herhjemme. Duoen bevæger sig i krydsfeltet mellem design, arkitektur og kunst, og siden atelierets opstart har de blandt andet stået bag stueetagen i galleri Brigade og interiøret i Another Nués flagship store i København – begge holdt i Atelier Axos karakteristiske palette af kølige trænuancer, basisfarver som sort og hvid og enkelte farvestrøg af aubergine, solgul eller orange.
Atelier-axo.com
2. Sophia Khaled
Strik – både den, man køber og den, man selv laver – kom for alvor i fokus i løbet af 2020, og det ser ikke ud til, at det er ved at ændre sig. En af de mest lovende talenter inden for strikdesign er Sophia Khaled, som på få måneder har skabt stor efterspørgsel på sine farverige værker, der afbilder bamser, delfiner, hunde, blomster og det ydre rum. Hendes værker har et skær af barnlig naivitet og glæde over sig, som er yderst tiltrængt i en tid, hvor modeindustrien er under alvorligt pres.
@sophia_khaled
5. Karla Krag Seebach
“Folk siger til mig, at jeg skal være som dem // Men jeg vil meget hellere bare selv bestemme // Så de kan sige lige, hvad de vil // For jeg er fan af mig selv.” Sådan lyder nogle af stroferne i sangen Fan af mig selv, som kommer fra rapperen Karla Krag Seebach. Den kun 11-årige artist fik allerede i 2019 sin scenedebut på Langelandsfestivalen, da hun blev inviteret med på scenen af sin far, rapperen Andreas Seebach, og i 2020 var hun sammen med veninden Liva med i MGP med sangen Brug din fantasi. Hun har også lavet et cool cover af Tessas hit Ben. Med rytmer og tekster, der allerede nu giver en lyst til at rokke med, kan man kun drømme om, hvor Karlas charmerende selvtillid vil føre hende hen i 2021.
@eneste_karla
7. Simone Slot
Nail art er efterhånden fast inventar på flere danske kulturpersoner, og bag mange af de små kunstværker står Simone Slot aka. Dasmyfren, som gennem tiden har leveret dekorative negle til blandt andre Jada, Barbara Moleko og Emili Sindlev. Der findes næsten ingen grænser for, hvilke motiver hun begiver sig ud i, fra gengivelser af HuskMitNavns motiver til Grinchen og Scooby Doo, men også mere afdæmpede versioner i changerende glitternuancer og bittesmå hjerter – alle med en teknisk præcision, som løfter slutproduktet fra nail art til små kunstværker.
@dasmyfren_nails