NAVN: Pia Deleuran
ALDER: 54 år
BESKÆFTIGELSE: Advokat og mediator
STEMTE FØRSTE GANG I: “Folketingsvalget 1979, vil jeg tro. Jeg husker det ikke konkret, men jeg har stemt, når der har været mulighed for det. Det er en borgerpligt og en anerkendelse af demokratiet – i min bog.”
HVORDAN SER DU PÅ LIGESTILLINGEN ANNO 2015?
“Vi står i en brydningstid. Kvinder i Danmark tænker, som noget nyt, på sig selv som fuldgyldige borgere og ligeværdige mennesker. Med den position er vi rollemodeller for det meste af verden. Det er et kæmpe fremskridt, og giver os et stort ansvar.
Positionen har vi en forpligtelse til at bruge på en klog måde. Vi må være opmærksomme på, at ændringerne har rykket ved kønnenes magtforhold, og gør noget ved mænds selvfølelse og relation til kvinder. Disse forandringer skaber kædereaktioner i såvel det private, som i det offentlige, rum. Navnlig familiedannelsen er under pres og udgør en udfordring, som vi må tage fat på.”
HVAD HÅBER DU AT OPNÅ I FORBINDELSE MED NÆSTE VALG?
“Jeg håber inderligt, at Forældreansvarsloven erstattes af en ny lov. Den nuværende lov trådte i kraft i 2007. Desværre blev det ikke meldt klart ud til befolkningen, at der var tale om et ligestillings-eksperiment. Eksperimentet blev iklædt en retorik om 'at dele børn bliver mere hele børn', og det lød derfor tilforladeligt. Der var et ønske fra politikernes side om at signalere til forældre, at de er fælles om børnene, og at de har en pligt til at samarbejde. Også når de bryder op eller bor hver for sig, når de får børn. Det er som udgangspunkt godt, men i familier, hvor der er vold og overgreb kan den model ikke benyttes. Det skal der tages højde for, og der svigter den nuværende lov blandt andet.
Som vi fik illustreret her i foråret med Hafida-sagen, og som EU også tidligere har påpeget. Der er med andre ord en lang række situationer, hvor loven ikke fungerer hensigtsmæssigt, trods revision i 2012. Det er meget ulykkeligt, at loven er skabt som en signallovgivning, og at loven tvinger til et samarbejde og kigger mere på genetik end på forældrenes konkrete adfærd. FN har ellers gjort det klart, at sagerne skal bedømmes med en holistisk tilgang, når der ses på barnets tarv. Begrebet må ikke fastlåses, så der bliver automatik i bedømmelserne. Med den lovgivning vi har nu, lever vi efter min opfattelse ikke op til internationale konventionsforpligtelser. Det er ganske enkelt for dårligt, og meget slemt for dem, som loven rammer. Netop på dette felt er kvindernes situation blevet forringet i betragtelig grad. Sært nok er der ikke oprør over lovgivningen. Det må være, fordi de fleste tror, alt er i den skønneste orden. Mange berørte er frataget en sædvanlig retfærdig rettergang med bevisførelse, og fri proces er afskåret i Statsforvaltningen og nu også ind i mellem i fogedretten.
Heldigvis kan nogle forældre anvende mediation og mægling med gode resultater, men det betyder ikke, at vi som samfund kan tillade os at svigte, de forældre, der har brug for en retlig løsning.
I disse sager skal vi huske på, at børnene skal have en stemme, og samtidig huske, at de taler fra et barneperspektiv. På det felt har vi som nation fået påtale tidligere.
Jeg håber sådan at finde et parti, der har forældreansvarslovens grundlæggende ændring på dagsordenen, så vi kan få en retfærdig rettergang for alle, der har brug for dét. Det er lige så vigtigt som at kunne få tilbudt alternativ konfliktløsning i form af mediation og mægling.”
HVAD ER DIT HÅB FOR FREMTIDIGE GENERATIONER AF KVINDER?
“At der skabes en øget opmærksomhed på værdien af det biologiske køn. For eksempel har den nuværende forældreansvarslov totalt overset det biologiske køns betydning (engelsk: sex) – f. eks. det, som er i spil, når kvinder med deres krop føder børn og skaber kropslig tilknytning til den nyfødte. Forældreansvarsloven bygger ensidigt på det kulturelle køn (engelsk: gender) – det, som er socialt konstrueret. En kønslig ligestilling, der overser det biologiske, er derfor en vildvej. Både i forhold til mænd og kvinder!
Verdenserklæringen slår fast, at ‘alle mennesker er født lige og fri’ – måske skal vi arbejde for, at der bliver tilføjet: ‘... af en kvinde’. Det er en realitet, men gør nogle utilpasse at konstatere. De har måske svært ved at erkende, at det faktisk forholder sig sådan. Som dengang vi skulle til at acceptere, at jorden er rund.
Jeg håber, kvinder kan få anerkendelse og respekt for det reproduktive arbejde, de gør i og med, at de tilfører samfundet en ny borger. Tilsvarende, at de også kan få anerkendelse og respekt for alt det andet, de også gør!”