13 skønne ting, du skal opleve dette forår
Vi har lavet den ultimative guide til dit forår med alt, du skal læse, lytte til og opleve i de lune måneder
AfForår er bare ankler og åben jakke på cyklen. Det er varm kaffe i solstrejf på trappestene og kold vin i vindueskarme. Læs, lyt og oplev dig igennem de lune måneder og mærk, hvordan humøret stiger i takt med temperaturerne, fordi alt er friskt og sprødt: lyset, grøntsagerne, blomsterne og morgenerne.
Badedragt, Ganni 999 kr. // Solbriller, Sun buddies 1.100 kr.
- Ørehængere
Gå på opdagelse i podcast-appen på din telefon. Det er den ultimative måde at blive underholdt på og den perfekte følgesvend på lange gåture i forårsvejret. I danske Detox din hjerne punkterer Morten Elsøe, Anne Gaardmand og gæster sundhedsmyter og -tabuer, og Hassan Preisler er i Radio24syvs Det næste kapitel en eminent interviewer, hvilket betyder, at han i de to timer, udsendelserne varer, kommer vidt og intimt omkring i gæstens – og som regel også sit eget – liv.

2. Stilletime
Sæt dig på en bænk i forårssolen med en bog, og luk resten af livet ude for en stund. 2018 lagde ud med udgivelserne af to meget personlige bøger – Anders Legarth Schmidts Jeg løber og Leonora Christina Skovs Den, der lever stille. Begge om sorg, om forældre og børn og om at miste. Helt forskellige historier, men meget smukke fortællinger, der på hver sin måde går lige i hjertekulen. Til maj udkommer Meg Fees Places I Stopped on the Way Home – erindringer om at finde sine ben i verden, der har det med at rive tæppet væk under en. Meg Fee skriver det grimme smukt og sætter ord på følelser, som de færreste formår at formulere.
3. Hjemmebryg
Det er det nemmeste i verden at lave din egen iste. Kog en liter vand, og hæld det over i en skål, der kan tåle varme. Smid to breve af din yndlingste i, eksempelvis ingefær/citron, og lad det trække, til vandet er lunkent. Bland derefter koncentreret hyldeblomstsaft i teen – start med 0,5 deciliter, og dosér dig frem til, hvor sød du vil have den. Hæld på flaske, stil på køl, et voilà: iste. Du kan drikke den, som den er, fylde den op med masser af is, mynte og citrusfrugter eller tage et kig i barskabet – både rom og vodka er gode venner af isteen. I en solrig krog smager det af den sommer, der er på vej.
4. Køkkenfest
Foråret puster nyt liv i alt – også i køkkenet. Vinterens tunge gryderetter og supper skal skiftes ud med sprøde og friske grøntsager. Familien Frenkiel/Vindahl, også kendt som Green Kitchen Stories, udgav i begyndelsen af året deres tredje bog på dansk – Green Kitchen derhjemme. Der er vegetarmad til alle og masser af gode idéer til, hvordan du kan trylle med sprødt forårsgrønt.
5. Spotify dit forår
Sommer er lig med festival. Varm op til de lyse nætter og rock i regnvejr med Spotify, der har playlisten, hvad end du skal høre Eminem på Roskilde Festival, Big Thief på Haven Festival, Björk og Beastie Boys på NorthSide eller Patti Smith på Heartland.
6. Art walk
In Is The Only Way Out. Sådan hedder den totalinstallation, som Jeppe Hein sætter op i Cisternerne i Søndermarken på Frederiksberg, som åbner 15. april. Samme dag åbner Clay, Danmarks keramikmuseum i Middelfart, udstillingen Keramiske Veje, hvor en række danske kunstnere udstiller. På Kunsten i Aalborg kan du foruden en stor Michael Kvium-udstilling også opleve den sydafrikanske kunstner William Kentridges filmiske installation The Refusal of Time.
7. Kom og køb
Loppesæsonen starter i april de fleste steder i landet. Bag Frederiksberg Rådhus kan du gøre et godt køb hver lørdag fra april til oktober, og på Vesterbros Sønder Boulevard pibler lopperne også løbende frem. På Ingerslev Boulevard i Århus står købmænd klar den første og tredje lørdag i måneden fra april til september.
8. Grønt Forår
Igen i år kommer nogle af de mest toneangivende aktører i modebranchen for at diskutere en mere bæredygtig fremtid på Copenhagen Fashion Summit. Selvom det er et brancheevent, bliver der livestreamet fra dagene 15. og 16. maj, så du kan se med hjemme fra sofaen. Indtil videre er den legendariske Vanity Fair-redaktør Graydon Carter, Stella McCartney, Ellen MacArthur og Margrethe Vestager bekræftet som talere, og igen i år agerer Amber Valetta vært – denne gang i selskab med Business of Fashions Tim Blanks. Hold øje med Copenhagen Fashion Summits hjemmeside for programmet, og hvor eventet kan følges online.
9. Get Away
Foråret er fyldt med helligdage, som indbyder til at tage en forlænget weekend ud i verden. Med klassikere som Paris, Rom og Barcelona kan du være heldig, at temperaturerne er en smule højere end herhjemme. Du fortryder bestemt heller ikke Porto, Budapest eller Prag i april og maj, og energien, du tager med hjem fra sådan en smuttur, kan (næsten) holde indtil sommerferien.
10. Serie-søndag
Realistisk set er forår i Danmark jo også lig med vind og regn – og de dage kan passende bruges på at samle op på serier, der skal ses. Tredje og sidste sæson af Love landede på Netflix i begyndelsen af marts, så her finder vi ud af, hvad Gus og Mickey gør med den der kærlighed. På HBO præsenterede de en ny thriller-serie, Mosaic, med Sharon Stone i hovedrollen.
11. Hjem til Århus
Befinder du dig i omegnen af Århus, så hold øje med Godsbanens kalender, der hele foråret er fyldt med loppemarkeder, koncerter, oplæsninger, udstillinger, gør-det-selv-kurser og en enkelt festival for eksperimenterende musik.
12. Slut af med manér
Distortion begynder lige på forårsfalderebet 30. maj. Tak en sæson pænt af, og byd velkommen til den første officielle sommermåned med Danmarks største gadefest fra 30. maj til 3. juni 2018.
13. Havevandring
En tur i Zoologisk Have er som en tur ned ad barndommens gade med minder om kælegeder, madpakker, smeltet soft-ice og lugten i elefanternes hus. Og man behøver ikke at have børn for at tage en tur i zoo – det er mindst lige så hyggeligt at gå på opdagelse alene eller sammen med venner. Der ligger zoologiske haver i København, Aalborg og Odense.