
3 smukke naturområder til din næste søndagsudflugt
Der er intet som at komme ud i den friske luft og mærke, hvordan naturen giver sindsro og inspiration. Pak bilen, og tag med os på storbyflugt til naturens vidder
AfBor du, ligesom cirka en tredjedel af Danmarks befolkning, i et storbyområde, kan det være rart med et afbræk fra asfalt, gadeos og støj i ny og næ. Heldigvis behøver du ikke køre langt for at opleve smuk og storslået natur, der kan give dig ro og inspiration. Mange steder i landet findes der nemlig unikke naturperler, der næsten er som taget ud af et eventyr - og som er bare en kort køretur væk fra storbyerne. Vi har samlet tre af vores favoritter her.
En times kørsel fra København: Nordkystruten
Selvom det nordlige København måske er kendt for sine dyre sommerhuse, skal man ikke kimse af den naturrigdom, som Nordsjælland byder på. Nyd for eksempel den i alt 69 kilometer lange vandre- og cykelrute, Nordkystruten, der strækker sig fra Helsingør til Hundested. Ruten skærer gennem områder som Tisvildeleje og Hellebæk og fører dig langs nogle af de smukkeste strande med udsigt over Kattegat. Er vejret til det, så tag en lang gåtur med efterårsvinden i håret eller tag turen i bil langs kysten med nogle stop undervejs, så du kan stige ud og nyde naturen.
En times kørsel fra Aalborg: Bulbjerg Knude
Ved det storslåede Vesterhav finder du Bulbjerg Knude. Med sine 47 meter tårner den sig op over stranden og henleder tankerne på sydens klippefyldte kyster. Men det er ikke kun klitten i sig selv, der er en seværdighed i Bulbjerg – de to sammenhængende klitheder i området er fredet og er en sjælden naturtype i Europa. Her kan du få vind i håret og nyde udsigten over det unikke, danske landskab.