1. Gå på opdagelse i byen med Copenhagen light festival
I tre uger af februar bliver hovedstaden lyst op af 50 forskellige lysinstallationer af både danske og internationale kunstnere: Den populære lysfestival Copenhagen light festival er nemlig endelig tilbage. Der er både mulighed for at komme med på guidede ture rundt blandt de forskellige installationer og selv gå på opdagelse blandt de fine lysværker. Derudover bliver der løbende afholdt pop up-events, særlige kanalrundfarter og meget mere.
Copenhagen light festival afholdes fra 4. til 27. februar. Læs mere her.
2. Nyd en tur i biografmørket
Vinterferien er en oplagt anledning til at nyde en god film i biografmørket, og heldigvis er der masser af aktuelle film, som er et biografbesøg værd. Vi anbefaler Du som er i himlen, der har blandt andre Thure Lindhardt og det nye stortalent Flora Ofelia Hofmann Lindahl på rollelisten.
Filmen er baseret på Marie Bregendahls gennembrudsroman En dødsnat fra 1912, og filmen strækker sig over et skelsættende døgn i 1800-tallet for hovedpersonen Lise (Flora Ofelia), som er den ældste i en stor søskendeflok og bor sammen med sin familie på en gård under barske forhold. Da Lises mor går i fødsel, må Lise tage ansvar for sine søskende, og udsigten til at blive den voksne kvinde i huset nærmer sig, mens håbet om skolegang pludselig virker fjern.
'Du som er i himlen' havde premiere 10. februar. Læs mere her.
3. Læs en god bog
Vinterferien er en oplagt anledning til at trække stikket og komme ned i gear – gerne i selskab med en god bog. Du kan blandt andet kaste dig over De fire vinde af den amerikanske forfatter Kristin Hannah, som netop er udkommet på dansk.
Den anmelderroste roman foregår i Texas i 1934 og handler om Elsa, som må træffe et skæbnesvangert valg, da tørken breder sig over landet: Enten må hun kæmpe for alt, hvad hun kender og har kært, eller drage mod Californien med sine to børn i en søgen efter et bedre liv. Det er fortællingen om en mors endeløse kærlighed til sine børn og om kvinders styrke og udholdenhed, når verden rammes af mørke – og ikke mindst er romanen et portræt af den amerikanske drøm set gennem øjnene på en kvinde, hvis mod og trængsler får afgørende betydning for en hel generation.
'De fire vinde' udkom 11. februar. 270 kroner hos Gyldendal.dk.
4. Gå på fastelavnsbollejagt
Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at fastelavnsbollesæsonen er skudt i gang. Hvis du ikke allerede har smagt bagernes bedste bud på årets lækreste fastelavnsboller, kan du med rette bruge vinterferien på at aflægge alle dine yndlingsbagere et besøg. Slå for eksempel vejen forbi Andersen Bakery i København, som 14. februar udbyder en helt særlig valentinsdag-version af deres populære fastelavnsboller.
Mangler du inspiration til, hvor du skal søge hen, kan du læse vores store guide til Københavns bedste fastelavnsboller eller guiden til Århus' bedste bagere.
6. Skøjteløb hos Broens gadekøkken
I forbindelse med Copenhagen light festival har kunstneren Morten Just installeret værket 'Isbrydninger', der kan opleves på Broens skøjtebane mellem klokken 17 og 23 hver dag under festivalen, der varer frem til 27. februar. Der er den perfekte mulighed for at stå på skøjter i fine og anderledes omgivelser, inden skøjtebanen lukker for denne vintersæson i slutningen af februar. Broens skøjtebane ligger lige ved siden af deres gadekøkken, så du kan samtidig unde dig selv et lækkert måltid fra en af de lækre streetfood-boder, når sulten trænger sig på.
Besøg skøjtebanen og Broens gadekøkken på Strandgade 95, 1401 København K.
7. Dyk ned i en spændende kunstudstilling
Nord for København kan man på det smukke kunstmuseum Louisiana netop nu finde en udstilling med værker af kunstneren Sonia Delaunay. Det er en udstilling med stærke farver og kontraster som centrale elementer, og turen er en god mulighed for at komme lidt væk fra storbyens larm for at nyde en af feriedagene i den smukke og rolige natur, der omgiver kunstmuseet.
Udstillingen 'Sonia Delaunay' løber indtil 12. juni 2022. Læs mere her.
Bor du nærmere Århus, kan vi anbefale ARoS' seneste udstilling ved navn Levitation. Compassion. Transcendence af den amerikansk-danske lyskunstner Viera Collaro. Udstillingen viser med tre installationer forskellige åndelige stadier – blandt andet med værket Levitation, som vidner om Collaros interesse for den meditative praksis og energien, som ifølge nogle yogier kan få et menneske til at svæve. Udstillingen er kort sagt en tiltrængt sjælevarmer midt i vinterkulden.
Udstillingen 'Levitation. Compassion. Transcendence' løber indtil 6. juni 2022. Læs mere her.