Mode: Nyt designsamarbejde fra to store brands
Undertøjs- og shapewear-brandet Skims, som Kim Kardashian står bag, er gået sammen med det eksklusive modehus Fendi om at skabe en ny capsule-kollektion.
Kollektionen er inspireret af en Fendi-kollektion af Karl Lagerfeld fra 1979 og byder på tætsiddende silhuetter, der er skabt til at støtte kroppen, læderkjoler inspireret af romersk æstetik og sportstøj af genanvendt nylon. Blandt udvalget finder du blandt andet shapewear, badetøj, strik, sportstøj og accessories som sandaler og tasker, og farveskalaen byder både på vilde farver som lilla og rød, men også mere neutrale beige nuancer holdt i Skims' æstetik.
"Kim Jones (Fendis artistic director for kvindekollektionerne, red.) og jeg har været nære venner i mange år. Jeg elsker hans kreative sind og hvordan han forstår luksus på en måde, som giver fuldstændig mening for, hvordan folk har lyst til at klæde sig. Han arbejder ekstremt hårdt, og som en workaholic genkender og beundrer jeg den passion, han lægger i alt, han gør," udtaler Kim Kardashian i en pressemeddelelse om samarbejdet.
Fendi x Skims kan købes fra 9. november på Fendiskims.com.
Mode: Bæredygtigt tøjbrand lancerer boligkollektion
Skall Studio, som er kendt for deres økologiske tøj, er nu klar med deres første bolig-kollektion, Skall Home: En kollektion bestående af interiør til badeværelset, stuen og køkkenet. I kollektionen finder du blandt andet håndklæder, pudebetræk og stofservietter i quilt. Fælles for alle items i kollektionen er, at de er lavet af naturmaterialer som 100 procent hør og økologisk bomuld, og intentionen er, at de alle kan bruges og værdsættes mange år fremover – præcis som vi kender det fra brandets tøjkollektioner.
Skall Home kan købes fra 11. november på SkallStudio.com.
Musik: Remix af anmelderrost album
Den danske producer og sangskriver Erika De Casier udgav tidligere på året sit anmelderroste r'n'b-album Sensational. Nu er hun klar med et remix-album, hvor hun har fået venner og andre musikere til at fortolke sangene fra sit første album. Albummet hedder The Sensational Remixes og indeholder 9 numre, som er blevet fortolket på ny – og vi tør næsten allerede nu love, at det vil blive det perfekte soundtrack til at løfte humøret lidt i de kolde og mørke vintermåneder.
'The Sensational Remixes' udkommer 12. november. Læs mere på 4ad.com.
Kunst: Kom med ind i Grevinde Danners stuer
Da Grevinde Danner blev enke, flyttede hun ind i en lejlighed, der var udsmykket med guldalderens fremmeste kunstnere, og som blev samlingsstedet for tidens største kunstnere, forfattere og poeter. Nu kan du som noget helt særligt få lov til at se Grevinde Danners lejlighed i København, når Collaborations slår dørene op til lejligheden med udstillingen Selvdyrkelse, Iscenesættelse, Refleksion. Her udstiller 12 kvindelige kunstnere deres kunst inden for både fotokunst, video, skulpturer, keramik og lydværker. Blandt de deltagende kunstnere finder du blandt andet Rose Eken og Lea Guldditte Hestelund.
'Selvdyrkelse, Iscenesættelse, Refleksion' kan opleves fra 12. til 19. november. Besøg er gratis og kan bookes på Collaborations.dk.
Mode: Ny mangfoldig skokollektion fra Steve Madden
Skodesigneren Steve Madden lancerer snart sin nye skokollektion Diversity: En kollektion, der er henvendt til alle, som elsker høje hæle – uanset køn. Stormagasinet Magasin vil som nogle af de første i Danmark lancere den nye kollektion, der blandt andet byder på leopardmønstrede støvletter og guldfarvede stiletter.
"Kollektionen er henvendt til alle personer uanset køn og består af en række højhælede sko og stiletter i op til størrelse 45. Skoene er lavet til både kvinder, der bruger større skostørrelser, men også til alle, der bare elsker høje hæle," står der i pressemeddelelsen fra Magasin.
Diversity-kollektionen kan købes fra 12. november i Magasin på Kongens Nytorv.
Film: Danmarks største filmfestival er tilbage
Det er endelig ved at være tid til, at vi igen kan besøge Danmarks største filmfestival CPH PIX. Under festivalen kan du se 40 ekstraordinært gode film fra hele verden i en række forskellige biografer i Aarhus og København. I weekenden kan du blandt andet se film fra nye danske talenter og gense de bedste titler fra tidens mest originale filmskabere – heriblandt det kroatiske mesterværk Murina, som tidligere i år vandt debutprisen på filmfestivalen i Cannes, samt filmen Pleasure, der fortæller historien om pornoindustriens mørke side.
CPH PIX starter 10. november og kan besøges indtil 14. november. Læs mere på Cphpix.dk.