And Just Like That
© Courtesy of HBO Max

Ajour: Julemarked, ny digtsamling og bæredygtig highstreet-kollektion

En ny uge er over os, og vi har for alvor taget hul på december og julehyggen. I denne uge kan du blandt andet få fingrene i H&M’s nye festlige kollektion med fokus på bæredygtighed og læse en ny digtsamling fra en velkendt digter. Læs mere om ugens højdepunkter her.

Mode: Ny bæredygtig highstreet-kollektion

Highstreet-giganten H&M er klar med en ny kollektion Innovation Circular Design Story: En kollektion, der fejrer bæredygtighed og glæde. Kollektionen er nemlig fremstillet af forskellige genanvendte materialer og er en del af H&Ms Innovative Stories-serie, hvor der er fokus på mere bæredygtige materialer, teknologier og produktionsprocesser. Den nye highstreet-kollektion, som blandt andet består af forskellige kjoler og accessories, er for dig, der elsker at eksperimentere og udtrykke dig gennem mode og glam.

Kollektionen kan købes fra 9. december i udvalgte fysiske butikker og online på Hm.com.

Marked: Lokalt julemarked

Kan du heller ikke få nok jul i december? Så skal du helt sikkert besøge Bröns’ julemarked. Her kan du nyde en varm kop gløgg og gå på opdagelse blandt en masse nøje udvalgte lokale boder, som sælger alt fra keramik og smykker til gin.

Julemarkedet kan besøges 12. december fra 10-15 i Brønshøj. Entrépris: Gratis. Book din billet på billetto.dk.

Call Us What We Carry
© Pengiun Books

Bog: Udgivelse af ny digtsamling

Amanda Gorman, som hele verden for alvor fik øjnene op for, da hun tilbage i januar reciterede sit digt The Hill We Climb til Joe Bidens indsættelsescermoni, er nu klar med digtsamlingen: Call Us What We Carry. Digtsamlingen indeholder både The Hill We Climb-digtet og en række nye digte, som alle er en tidskapsel, der både er et spejl for samtiden og en besked til eftertiden.

Digtsamlingen udkommer på engelsk nu, men udkommer på dansk i 2022.

'Call Us What We Carry' kan købes fra 7. december. Pris: 189 kroner på Saxo.dk.

And Just Like That
© Courtesy of HBO Max

Serie: En længe ventet premiere

Carrie, Miranda og Charlotte vender endelig tilbage til skærmen efter 11 års pause i det nye Sex And The City-gensyn, And Just Like That. Livet er fuld af forandringer, og det er også tilfældet for de tre veninder, som i HBO-serien nu skal forsøge at finde ud af, hvordan de skal jonglere mellem venskaber og kærlighed, når de er i 50’erne.

'And Just Like That' får premiere på Hbomax.com 9. december.