Alt det, du ikke ved om Astrid Lindgren

‘Vi legede og legede og legede, så det var underligt, at vi ikke legede os ihjel’. Således har Astrid Lindgren beskrevet sin lykkelige og bekymringsfrie barndom med sine søskende i præsteboligen i Småland, Sverige, som forældrene forpagtede. Hun blev født i november 1907, som det andet barn i en søskendeflok på fire af landmanden Samuel August Eriksson og hans hustru Hanna.

Gården, som de boede på, hed Näs, og den kan stadig ses den dag i dag, lige i nærheden af den lille by Vimmerby. I naturen omkring Näs fik børnene og deres legekammerater frihed og tryghed i overflod. Altid med voksne i nærheden, forældrene, karle og tjenestepiger, men aldrig overvåget og altid med frihed til at lege ubekymret.

Pligter var der dog også masser af, for på den tid hjalp børnene, som det mest naturlige, med alt fra hypning af kartofler til udtynding af roerne, som hun beskriver det i bogserien Alle vi børn i Bulderby.

At Astrid Lindgren skulle gå hen og blive den fjerdemest oversatte børnebogsforfatter (efter H.C. Andersen, Grimm-brødrene og De fem-forfatteren Enid Blyton), kunne ingen nok forudse, men hun kunne læse allerede som 5-årig og var glad for at gå i skole i den lille landsbyskole, hvor hun sugede lærdom til sig. Allerede fra en tidlig alder udviste hun et stort talent for at skrive og mod til at udforske genrer og stilarter.

Eksempelvis afleverede hun i december 1921 en fysikrapport udformet som en skriftlig stil med titlen: Ett elektriskt experiment, hvor hun gjorde brug af avisreportagens fortællende form. Og som blot 13-årig fik hun udgivet sine stile i den lokale avis Vimmerby Tidning, hvor Reinhold
Blomberg var chefredaktør. I årene herefter holdt han øje med den talentfulde skribent, som han lærte at kende gennem sine børn, der gik i skole med Astrid.

Mørkt kapitel

I 1923 tog Astrid Lindgren sin realeksamen, og året efter underskrev hun kontrakt som journalistelev ved samme Vimmerby Tidning, hvor hun havde fået trykt sine tidligste tekster. Kvindelige journalister var et særsyn, og aviserne præget af mænd. Tiden som journalistelev blev mærket af den affære, den dengang kun 18-årige Astrid Lindgren indledte med Reinhold Blomberg, som ud over at være halvvejs i livet havde en tung bagage med sig bestående af syv børn fra sit første ægteskab og en skilsmisse nummer to på vej.

Astrid blev gravid, og Blomberg vedkendte sig faderskabet, men da hans skilsmisse trak i langdrag, og for ikke at bringe skam over ham eller sin familie, besluttede Astrid Lindgren at flytte alene til Stockholm. Her boede hun frem til rejsen til København, hvor hun fødte sønnen Lasse på Rigshospitalet, det eneste hospital i hele Norden, hvor en kvinde kunne føde uden at oplyse faderens navn ved fødslen.

Episoden endte med, at Astrid Lindgren aldrig fik gjort sin journalistuddannelse færdig. I stedet tog hun en uddannelse i stenografi og maskinskrivning i Stockholm og fik efterfølgende job som sekretær ved bilforbundet KAK i 1928.

Der gik 50 år, før forfatteren Astrid Lindgren var klar til at åbne op for dette mørke kapitel i sit liv og fortælle sandheden om sønnen Lasse, som hun overlod til en plejemor i Brønshøj i København. Først tre år senere hentede hun ham hjem til Stockholm, da hun blev gift med kontorchef Sture Lindgren i 1931, som hun senere fik datteren Karin med. Hun lod offentligheden vide, at Sture også var Lasses far.

Da Lasse opholdt sig i København, besøgte hun ham regelmæssigt, men det endte alligevel uheldigt, da han blev fjernet fra sin plejemor, der blev syg, og i stedet afleveret hos Astrids forældre, uden at kunne tale eller forstå svensk. Lasse kom sig aldrig over disse tumultariske første år af sit liv, som ikke kun skulle præge ham, men også deres gensidige forhold resten af livet.

De oplevelser, Lasse var igennem, brugte Astrid Lindgren senere i sit forfatterskab i bogen Mio min Mio (1954), som handler om en dreng, der er blevet adopteret af et ægtepar, der ikke bryder sig om drenge. En dag finder han en flaske med en ånd i, og da han befrier ånden, tager den ham med til ‘Landet i det fjerne’, hvor det viser sig, at han er søn af landets konge, der har savnet ham umådeligt meget.

Revolutionerende syn på opdragelse

De tre år, hvor Astrid Lindgren var blevet mor, men levede alene, ændrede hendes syn på barndommen og var med til at skabe hendes helt særlige og progressive holdninger til opdragelse og børneliv, der satte nye revolutionerende standarder i børnelitteraturen.

Litteratur til børn var på denne tid ofte belærende og moralise- rende. Tænk blot på Spørge Jørgen, der fik smæk og blev lagt i seng, fordi han drev sine forældre til vanvid med sine mange spørgsmål.

En historie, der aldrig kunne være opfundet af Astrid Lindgren, som havde en helt særlig kærlighed til børns nysgerrighed og en tro på deres evner. En respekt, der satte spor i hver en karakter og hver en historie, hun skrev, og tog børn lige så alvorligt som voksne.

Det var historien om den bomstærke, rødhårede pige med fletninger og fregner, aben hr. Nilsson og søskendeparret Tommy og Annika, der gjorde Lindgren verdenskendt. Pippis navn er egentlig Pippilotta Viktualia Rullegardinia Krusemynta Efraimsdatter Langstrømpe, men for nemheds skyld besluttede Astrid Lindgren at kalde hende Pippi Langstrømpe. Som hun selv fortalte senere: “Navnet var så forrykt, at fortællingerne blev derefter.”

De tolv bøger om Pippi var usædvanlige i kraft af at være de første børnebøger med en så karakterdreven, anarkistisk og antiautoritær pigefigur, der blev – og stadig er – et forbillede for utallige generationer af piger og drenge.

Pippi Langstrømpe blev født i Astrid Lindgrens hoved, da datteren Karin var syv år og lå syg med lungebetændelse. Hver aften plagede den sengeliggende Karin om at få en ny godnathistorie. “Hvad skal jeg fortælle om?,” spurgte Astrid en aften, hvortil Karin svarede: “Fortæl om Pippi Langstrømpe!”

Både Karin, og senere hendes legekammerater, forelskede sig straks i den livsglade pige, der voksede og tog form i hovedet på Astrid Lindgren.

En pige, der bor i et hus med det velklingende navn Villa Villekulla, og som gør alle sure pligter til en leg, som når hun vasker gulv ved at skøjte rundt med skurebørster bundet på fødderne. Igen og igen ville Karin høre historierne om den forældreløse pige.

Tre år senere, i marts 1944, faldt Astrid Lindgren og forstuvede sin fod på et islag ved Vasaparken i Stockholm. Da hun i en efterfølgende periode skulle holde sig i ro, faldt tiden hende lang, og hun begyndte at samle og nedskrive de mange historier om Pippi.

Manuskriptet var egentlig tænkt som en 10-års fødselsdagsgave til Karin, men Astrid Lindgren sendte en kopi til Bonniers forlag og sluttede på grund af fortællingernes karakter sit vedhæftede brev med kommentaren: ‘I håb om, at I ikke alarmerer børneværnet’.

Forlaget afslog manuskriptet, men året efter i 1945 vandt Astrid Lindgren førstepræmien i en konkurrence med temaet børnebøger, udskrevet af det nyåbnede forlag Rabén & Sjögren med en revideret version. Og bogen blev som bekendt en kæmpe succes.

Karin har dog senere fortalt, at selvom hendes mor var et legebarn, var det ikke noget med at sove med fødderne på hovedpuden og spise pandekager til aftensmad, som hjemme hos Pippi: “Vi skulle opføre os ordentligt, gå i seng i tide og alt det der,” sagde Karin Nyman i et interview med Kristeligt Dagblad i 2015.

Livets svære sider

Ved siden af sit forfatterskab var Astrid Lindgren redaktør og leder af Rabén & Sjögrens afdeling for børne- og ungdomsbøger fra 1946 til 1970, der i den periode var Sveriges største børnebogsforlag. Hendes job bestod i at bedømme manuskripter fra både kendte og ukendte svenske forfattere samt læse udenlandske manuskripter, som potentielt skulle købes, oversættes og udgives.

Igennem de 24 år, hun bestred posten, arbejdede forfatteren i et hæsblæsende tempo, men også efter et stramt og skemalagt program. Om formiddagen skrev hun på sine bøger hjemme i lejligheden, inden hun gik på forlaget i Vasastan fra 13.00-17.00 for herefter at gå hjem igen og bruge aftenen i ro og mag med at læse manuskripter. Sammen med forlagschefen, Hans Rabén, kom Astrid Lindgren derfor til at sætte et tydeligt præg på en periode i svensk børne- og ungdomslitteratur.

Imens Astrid Lindgrens forfatterskab tog fart, skrantede hendes ægteskab. Ægtemanden Sture Lindgren drak, og det mere end hvad godt var. Hendes dagbøger fra perioden beretter da også om, at parret gennemgik en stor ægteskabelig krise, hvor Sture Lindgren i sommeren 1944 truede med at forlade hende.

Parret blev dog sammen og forsøgte at få familielivet til at fungere med deres to børn Lasse og Karin. Men en junidag i 1952 begyndte Sture Lindgren pludselig at hoste blod op. Han døde to dage senere på Sabbatsberg sygehus. Dødsårsagen var bristede åreknuder i spiserøret forårsaget af skrumpelever. Og han efterlod Astrid Lindgren som enke, kun 44 år gammel.

Tilværelsens skyggesider og store kontraster blev en rød tråd i Astrid Lindgrens forfatterskab. Som eksempelvis i fortællingen om de to brødre med navnet Løvehjerte fra 1973. I eventyrromanen Brødrene Løvehjerte møder vi den syge 10-årige dreng Tvebak, som skal dø. Og hans storebror, Jonathan, der fortæller ham historier om landet Nangijala, hvor man kommer hen, når døden indtræffer: ‘Det var fra Nangijala, at alle eventyr kom, sagde han, for det var lige der, alt sådan noget skete, og kom man dertil, fik man lov at opleve eventyr fra morgen til aften og om natten med’.

Et paradis fyldt med kirsebærlunde, hvor lillebroren Tvebak får det modne og myndige navn Karl og bliver rask og flot.

Astrid Lindgren mente, at det var vigtigt at skrive om andet end det sjove og hyggelige. Børn har også brug for fortællinger om døden, ensomhed, sorg og ondskab. “Man skal ikke skræmme børn og gøre dem bange, men lige så vel som voksne har de brug for kunst, der sætter deres sind i oprør. Man må ruske op i en sjæl, så den ikke bare sover, alle har brug for at græde og blive forskrækkede en gang imellem. Det gør ikke noget i bøger. Et barn kan hurtigt vende siden i en bog, hvis det ikke bryder sig om indholdet,” udtalte Astrid Lindgren i et interview til Dagens Nyheter i september 1959.

74 år gammel, i 1981, skrev hun historien om den oprørske røverdatter Ronja og hendes hemmelige og umulige venskab med Borkarøversønnen Birk og de to venners frie liv i den vilde og farlige Mattisskov. Scenen for Ronja Røverdatter er præget af mytiske skabninger som rumpenisser, farlige heksefugle og skræmmende grådværge.

Et rent eventyrscenarie, som hun skildrer mesterligt og igen uden at være formynderisk: “Jeg prøver ikke bevidst at opdrage eller påvirke børn, der læser mine bøger, det eneste jeg tør håbe er, at de måske kan bidrage en lille bitte smule til et menneskevenligt, livsvenligt og demokratisk grundsyn,” kan man læse i forfatterens præsentation af sig selv på forlystelsesparken Astrid Lindgrens Världs hjemmeside.

Et stykke ind i 90’erne var Astrid Lindgren fortsat arbejdsdygtig og engagerede sig blandt andet i miljøpolitik, ligesom hun arbejdede for at udbrede økologi og bevare marklandskaber. Hun døde 94 år gammel, 28. januar 2002, i sin lejlighed på Dalagatan 46 i Stockholm. Forfatterskabet talte ved hendes død over 100 bøger oversat til mere end 80 sprog og flere end 60 manuskripter til film og skuespil.

Unge Astrid

31. januar er der premiere på filmen Unge Astrid, der er instrueret af Pernille Fischer Christensen. Hovedrollen som Astrid Lindgren spilles af Alba August, datter af Bille og Pernilla
    August. Filmen omhandler perioden i 20’erne, hvor hun som ung skribent bliver ansat på Vimmerby Tidning og indleder forholdet til den gifte redaktør Reinhold Blomberg.

I filmen Unge Astrid spilles hovedrollen som Astrid Lindgren af 25-årige Alba August. Her fortæller hun om drømmerollen og sit forhold til forfatteren – før og efter indspilningen af filmen.

“For to år siden blev jeg inviteret til casting på rollen som Astrid Lindgren. På det tidspunkt kendte jeg kun til hende som forfatteren Astrid Lindgren, som jeg altid har haft som et stort idol. Jeg kendte ikke så meget til hendes liv, men som så mange andre børn i Skandinavien er jeg vokset op med alle hendes bøger, og min mor (instruktør og skuespiller Pernilla August, red.) var kæmpe fan af hende. At få lov at portrættere hende, der var så stor en del af min opvækst, var meget surrealistisk.

I mine øjne er Astrid meget kompleks, og i filmen Unge Astrid får vi lov at se så mange sider af hende. Skrøbelig, stærk, barnlig og ansvarsfuld. Det var på en gang både det udfordrende, men også fedeste ved den rolle, at få lov at gå ind i alle de forskellige tilstande. Hun var en frontkæmper, som tog kampen for mange kvinder, og det var vigtigt for mig at vise, at hun var en rebel allerede som teenager.

Jeg havde ikke så meget kendskab til kvindehistorie fra 20’erne, hvor Astrid var ung. Det rørte mig virkelig, da det gik op for mig, hvor mange unge kvinder der gik igennem det samme som Astrid (med at måtte føde et barn og sætte det i pleje, red.). I mange tilfælde gik det også meget værre, end det gjorde for Astrid. Det er vigtigt, at vi bliver mindet om det stykke kvindehistorie, som filmen behandler.

Det vigtigste at huske Astrid Lindgren for er hendes bøger. De har hjulpet så mange børn med at forstå verden og forstå andre mennesker og ikke mindst sig selv bedre. Jeg tror, at mange ensomme børn har fundet trøst i hendes bøger.”