Anbefaling: Nyt DR-program, vi ikke kan få nok af

Kom med bag Den Kongelige Ballets glamourøse facade, når DR3 sætter spot på en nådesløs verden, hvor kun det bedste er godt nok

© DR Ung

De seneste år er DR3 lykkedes med at skabe en række dokumentarserieformater, som vi har fulgt troligt. Vi nævner i flæng: De smukke drenge, De smukke piger, Prinsesser fra Blokken og Petra elsker sig selv.

Nu slår DR’s ungdomskanal til igen med programmet I forreste række, som følger seks balletdansere på Det Kongelige Teater. Alle kæmper for at stå i forreste række på Den Kongelige Ballet, men konkurrencen er hård og flere bukker under for presset om at være exceptionel.

Den 25-årige balletdanser Emma.

Den 25-årige balletdanser Emma.

© DR Ung

Dokumentarseriens to første afsnit ligger allerede på DR TV, og her bliver vi blandt andet introduceret for Emma på 25 år, der lever med en konstant usikkerhed om, hvorvidt hun er god nok. Balletmester Nikolaj Hübbe ville oprindeligt ikke have Emma som danser i sit kompagni, og selvom hun endte med at få kontrakt, stoler hun stadig ikke på sine evner.

Derudover møder vi den mandlige balletdanser Benjamin, der kæmper med en skadet fod, og gymnasieeleven Emma, som snart står overfor sin afsluttende balleteksamen.

Serien fænger fra første sekund, og vi kan derfor kun anbefale, at du tuner ind, når I forreste række sendes hver onsdag klokken 21 på DR3.