Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Catherine Deneuve i filmen Dagens Skønhed © Dagens Skønhed

Catherine Deneuve : “Jeg er ikke særlig parisisk, men jeg føler mig meget fransk”

Catherine Deneuve er skuespiller, stilikon og meget fransk. Med en cigaret i hånden har hun levet et dekadent liv omgivet af filmverdenens største kanoner

74-årige Catherine Deneuve har siden sit gennembrud i 60’erne med sin kølige, sexede udstråling været en af filmverdenens fremmeste skuespillerinder og mest tidløse stilikoner. Og hun har ikke tænkt sig at gå på pension foreløbigt.

Catherine Deneuve har tilsyneladende altid en cigaret i hånden. Når hun giver interviews. Når hun tager toget. Når hun går en tur i Paris. Når hun er ombord på en yacht i Cannes. Den ene overtager ligesom den anden. Très, très français.

“Jeg inhalerer ikke mere. Det er dårligt for dit helbred,” sagde skuespillerinden i september i 2015, da hun på en terrasse gav interview til den britiske avis The Independent i forbindelse med filmfestivalen i Cannes, der blandt andet viste hendes seneste film La Tête Haute, der havde dansk premiere 17. maj og handler om en vred teenageknægt, der er overladt til systemet – Deneuve spiller dommer i filmen.

“Folk siger, at jeg skal stoppe med at ryge, og det burde jeg selvfølgelig, men det er ikke det, jeg kalder at give andre et godt råd. Det er et faktum. Giv mig et råd til, hvordan jeg stopper med at ryge uden at lide under det, se, det kunne være interessant!” siger den 74-årige skuespillerinde, der ifølge hende selv har en meget veludviklet lugtesans på trods af sit store forbrug af cigaretter.

Hun gider heller ikke følge anbefalingerne om at dyrke motion, men bevæger sig
gerne, når hun leger med sine fem børnebørn eller ordner sin have i sit sommerhus på landet.

“Planter er billedet på perfektion. Naturen er det stik modsatte af mennesker: Den bliver smukkere med tiden,” har hun sagt til magasinet Numéro.

Og det der med at være smuk har været et gennemgående tema i Deneuves karriere. Fransk films i dag fyndige førstedame slog igennem som yndig, naiv og forelsket paraplysælger i Jacques Demys musical Pigen med paraplyerne og blev siden stemplet som isdronning og frigid femme fatale i blandt andet Roman Polanskis Chok og Den sidste metro, der har udnyttet dobbeltheden mellem hendes billedskønne, reserverede ydre og underliggende drifter. Og Deneuve er yderst bevidst om sit image.

“En typisk fransk kvinde,” sagde hun til The Guardian i 2009 – og viftede med sin cigaret.

Hun har accepteret, at mange nok forbinder hende med hendes tidligere film – og da hellere det end så meget andet.

“Det er sådan, folk ser mig, men jeg er ikke sikker på, de ser mig i de film, jeg laver nu – det er stadig Dagens skønhed og Pigen med paraplyerne – et billede. Men jeg har ikke noget imod det. Det er jo også et virkeligt billede, for jeg har jo lavet de film.”

Hun har tidligere fortalt, at hendes skønhed som ung kunne være en byrde, fordi hun ikke brød sig om opmærksomheden, men hun er også bevidst om den fordel, hendes udseende har givet hende. Hun ved godt, at hvis hun ikke så ud, som hun gjorde, ville hun aldrig være begyndt på at lave film.

Pigen med paraplyerne © Pigen med paraplyerne

Pastelfarvet gennembrud

Catherine Deneuve fik sin filmdebut som 13-årig med en lille rolle i kostskoledramaet Les collégiennes i 1957, men hendes gennembrud og passion for skuespil kom med samarbejdet med instruktøren Jacques Demy, som gav hende hovedrollen i musicalen Pigen med paraplyerne fra 1964. Pigen med paraplyerne er et svulstigt, humoristisk og farverigt kærlighedsdrama med det originale greb, at alle replikker synges som en filmisk opera. Deneuve spiller 17-årige Geneviève, hvis kæreste Guy bliver indkaldt under Algierkrigen.

Hun lover at vente på ham, men da hun opdager, at hun er gravid, siger hun ja til et trygt giftermål med en rig og sympatisk juvelér. Filmen blev et kæmpe hit i de franske biografer, blev belønnet med Guldpalmen i Cannes og fem Oscar-nomineringer og står i dag som et hovedværk i den franske nybølge og filmhistorien i det hele taget. Deneuve anser da også filmen som den vigtigste i sin karriere, og den unge skuespillerinde følte sig også forbundet med filmen om en ung kvindes ikkeplanlagte graviditet på et personligt plan. Hun blev nemlig selv gravid som 18-årig med instruktøren Roger Vadim, og Demy måtte udskyde optagelserne et halvt år, til hun havde født sønnen Christian Vadim.

Roger Vadim var en berygtet kvindebedårer og ‘mentor’ for unge skuespillerinder. Han havde gjort sin ekskone Brigitte Bardot til stjerne i 50’erne, hvorefter han skiftede hende ud med danske Annette Strøyberg, der havde en kort filmkarriere i 60’erne. De var faktisk stadig gift, da Deneuve flyttede ind hos Vadim som 17-årig og spillede med i hans film Dyden og lasten fra 1963, men det så hun stort på. Hun var meget forelsket i ham og ville gerne have hans barn.

Men da han ikke var ivrig efter at stifte familie, valgte hun at blive alenemor. Han friede godt nok, efter hun havde født, men der var det for sent, mente hun. I stedet giftede hun sig i 1965 med den engelske fotograf David Bailey, mens Vadim giftede sig med Jane Fonda. Christian Vadim skrev senere bogen Bardot, Deneuve, Fonda med undertitlen Mit liv med de tre smukkeste kvinder i verden, hvor han beskriver den unge, katolske skolepige og brunette Deneuve som ‘meget passioneret under sit temmeligt kolde ydre.’

Han fortæller i bogen om en situation, hvor han på en filmoptagelse med Brigitte Bardot var sneet inde på et resort med Deneuve. Bardot overrasker de to, mens de spiller strip-billard, og advarer senere Vadim om den unge kvinde: “Hun er stærkere end dig, så kom ikke grædende til mig, når du er ulykkelig.”

Deneuve har ikke selv talt meget om sit privatliv og sine forhold til berømte mænd, der andre steder ville blive opfattet som skandaløse, men som man tog meget roligt i hjemlandet Frankrig.

“Ægteskab er forældet og en fælde,” sagde hun efter sin skilsmisse fra Bailey i 1972, da hun blev gravid med den italienske skuespilstjerne Marcello Mastroianni, som hun boede sammen med i fem år og fik datteren Chiara Mastroianni, også skuespiller, med.

Hun havde også en affære med en af Frankrigs største instruktører, François Truffaut, som efter sigende fik en depression, da de afsluttede forholdet i 1970.

Catherine Deneuve i filmen Dagens Skønhed © Dagens Skønhed

Et liv fyldt med glæde og liv

Catherine Deneuve er født i 1943 i Paris som barn af skuespiller- forældrene Renée Simonot og Maurice Dorléac og som den tredje af fire døtre – Deneuve har fortalt, at hun i højere grad havde et forhold til sine søstre end til sine forældre. Hun voksede op i Paris, hvor de boede seks mennesker i en lille lejlighed. Tiden efter krigen var hård, og det var kun hendes far, der arbejdede. Men de havde det ifølge skuespillerinden godt og sjovt. Et liv fuldt af glæde og liv – masser af liv. Hendes forældre havde en gammel lade ved Seinen, som Deneuve i dag betegner som en af grundene til sin store kærlighed til naturen, der ifølge skuespillerinden er noget af det eneste, der muligvis kan få hende til at tro på Gud.

Hun er født Catherine Fabienne Dorléac, men tog på sin mors ordre hendes pigenavn Deneuve for at adskille sig fra sin halvandet år ældre storesøster Françoise Dorléac, der var den første af søstrene, der forfulgte skuespillet – og i begyndelsen den mest målrettede og mest oplagte stjerne, indtil hendes liv og karriere sluttede på tragisk vis i et biluheld, da hun var 25. Deneuve har beskrevet sin søster som åben og udadvendt og sig selv som genert, indadvendt og ikke et naturligt centrum for opmærksomhed. Hun fulgte lidt tøvende og tilfældigt sin søster ind i filmbranchen, da Dorléac blandt andet foreslog sin virkelige søster til rollen som sin søster i filmen Den skøre familie fra 1960. Ikke desto mindre siger Deneuve, at der aldrig var nogen rivalisering mellem de to søstre, fordi de var så forskellige. Dorléacs død er Deneuves største sorg, og i årene efter følte hun sig skyldig over sin egen succes.

Modemuse

Da den polske instruktør Roman Polanski havde set Deneuve i Pigen med paraplyerne, hyrede han hende til en rolle som seksuelt undertrykt ung kvinde, der udvikler sig til skizofren morder i den psykologiske gyser Chok fra 1965. Den spanske surrealistiske instruktør Luis Buñuel fortsatte legen med Deneuves dobbelthed i Dagens skønhed fra 1967. Her spiller hun den elegante unge husmor Séverine, der keder sig i sit nye ægteskab. Hun har ikke lyst til sex med sin mand, men har mørkere seksuelle S/M-fantasier, som hun begynder at udleve som luksusprostitueret om eftermiddagen, mens hendes mand er på arbejde.

Dagens skønhed markerer også Deneuves første samarbejde med Yves Saint Laurent, der designede hendes kostumer til fem film. Det var David Bailey, der introducerede den 22-årige skuespillerinde til modeskaberen, fordi hun ville købe en kjole af ham, da hun skulle i audiens hos Dronning Elizabeth i 1966. Mødet fik hende til at foreslå Buñuel at få Saint Laurent til at designe hendes garderobe til filmen, og det gjorde han med stor succes. For at gøre looket tidløst gav han Deneuve skørter til knæet, selvom moden foreskrev miniskirts. Hendes perfekt skræddersyede trenchcoats, militaristiske uldfrakker og klassiske kjoler med rene snit, som filmen gav en kinky undertekst, dannede mode og står stadig som den ultimativt feminine stil.

“Tøjet, som Saint Laurent skabte til filmen, var meget so sofistikeret, borgerligt og stringent. Det var behersket, hvilket virker til at være på vej igen i dag. Og det var meget mere erotisk, end hvis jeg havde optrådt i en underkjole eller en nedringet kjole. Stringensen har gjort det til et look, der aldrig går af mode,” sagde Deneuve i Harpers Bazaar i 2000.

Yves Saint Laurent og Catherine Deneuve fortsatte samarbejdet på filmene Forår – sommer og efterår, Den falske brud, Liza og Hunger, og deres relation udviklede sig til et tæt venskab.

De skrev ofte breve til hinanden, og Catherine Deneuve sendte altid designeren store buketter af hvide blomster, som han elskede. De blev ofte set sammen til forskellige begivenheder, blandt andre sammen med forfatteren Françoise Sagan, og sammen rejste de til Yves Saint Laurents hus i Marrakech.

“Hun er en strålende skønhed, som vælger sit tøj beundringsværdigt, så det passer til hendes personlighed,” sagde designeren om Deneuve, som han betragtede som en muse.

Hun var til gengæld en af den franske designers loyale kunder – altid at finde på første række til hans shows, og hun bar ofte hans design på den røde løber. De forblev venner frem til hans død i 2008, hvor Deneuve deltog i hans begravelsesceremoni iført hans design og med et neg af grøn hvede i favnen.

Deneuves forhold til modeverdenen inkluderede ikke kun Yves Saint Laurent. I 70’erne var hun med sine store, brune øjne og sit uskyldige, men gennemborende blik og lyse hår ansigt for Chanel No. 5 i flere kampagner. Samarbejdet med Chanel gjorde hende via tv-reklamer til et kendt navn i USA og fik parfumesalget til at stige i rekordfart – skuespillerinden fik så megen opmærksomhed over there, at den amerikanske presse udråbte hende til at være ‘verdens mest elegante kvinde’. Hun lavede et par film i Hollywood, blandt anset Hustle fra 1975, hvor hun spillede over for Burt Reynolds, men ingen af dem blev nogen stor succes.

“Der var ingen, der tilbød mig nogle interessante roller, og jeg begyndte at få lyst til at rejse tilbage til Frankrig. Jeg er ikke særligt parisisk, men jeg føler mig meget fransk,” har hun sagt til et pressemøde i 2016.

Siden succesen hos Chanel har hun også optrådt i kampagner for blandt andet Louis Vuitton, MAC, og L’Oréal.

Catherine Deneuve i filmen Trofæfruen fra 2010 © Trofæfruen

Karrierens vendepunkt

Efter en lidt ufrugtbar periode som skuespiller i 70’erne fik hun et comeback over for Gérard Depardieu i Truffauts Den sidste metro i 1980.

“Det bedste årti i mit liv var mellem 40 og 50. 40 var et vendepunkt for mig som skuespiller. Jeg kan huske, at François Truffaut sagde, at han ville give mig en rolle med ansvar, ikke bare en forførende kvinde. Den sidste metro, der foregår under besættelsen af Paris under Anden Verdenskrig, var meget vigtig for min karriere. Jeg var castet som den ikke-jødiske kone til en jødisk teaterinstruktør, som jeg kæmper for at skjule for nazisterne, men jeg arbejder som skuespiller og har overtaget hans job med at lede teatret. Efter det begyndte jeg at få stærkere roller,” sagde hun i Daily Mail i 2012.

Filmen førte til mere fyndige og beslutsomme kvinderoller, og efter at have set Lars von Triers Breaking the Waves fra 1996 rakte Deneuve for første gang selv ud til en instruktør, hun gerne ville arbejde sammen med. Hun skrev et brev – på fransk naturligvis – til den danske instruktør, hvor hun bad om at få en rolle i hans næste projekt. Det førte til en rolle over for Björk i musicaltragedien Dancer in the Dark fra 2001. Filmen var Deneuves første erfaring med at improvisere, hvor hendes egen tilgang til sit arbejde er det modsatte af metodeskuespil, hvor man fuldt ud lever sig ind i sin karakter. Hun møder gerne op på optagelserne lidt uforberedt, fordi det holder hende oppe på dupperne og forhindrer mekanisk spil. Og hun forsøger at hengive sig til instruktørens vision som en tom skal, instruktøren kan bruge som sit instrument. Eller som ‘en vase’, som François Truffaut har karakteriseret skuespillere som.

“Jeg kan ikke arbejde uden en instruktør til at vejlede mig. François' idé om vasen er meget rammende. Den blanke side ... jeg foretrækker at starte uden nogen intentioner. Jeg ved godt, at der er nogle ting, der vil køre rundt i mit hoved, så snart jeg siger ja til at spille en rolle, men jeg er ikke besat, og jeg har ikke nogen problemer med at komme ud af karakteren om aftenen,” siger hun i Film Comment.

Som sådan er Catherine Deneuve en gammeldags skuespiller ligesom hendes passive kvindetype. For nylig kom hun i vælten for også at have gammeldags holdninger, da hun sammen med 100 franske kvinder skrev under på et åbent brev i avisen Le Monde, der kritiserede #MeToo-bevægelsen for at være en nypuritansk heksejagt.

“Voldtægt er en forbrydelse, men det er det ikke at prøve at forføre nogen insisterende eller klodset. Ej heller er det et machoangreb, når mænd leger gentleman,” skriver kvinderne i brevet.

Siden har Deneuve undskyldt over for ofrene for seksuelle krænkelser, men hun står ved brevets budskab. Måske er hendes kønspolitik ikke helt så tidløs som hendes stil – men hendes film vil stå som evige klassikere, og i en alder af 74 har hun ikke skruet ned for blusset: Fem film blev det til sidste år. Men hun er ikke spor interesseret i at blive rost for sit liv i film eller blive begavet med diverse hyldestpriser. For når først du begynder at inkassere den slags, er det ifølge den franske skuespillerinde et tegn på, at din karriere langsomt er ved at stilne af. De bliver noget endegyldigt. Og enden er langtfra nået endnu.

3 film med Catherine Deneuve, du skal se

Pigen med paraplyerne 19-årige Deneuve er yndig, naiv og underfundig som 17-årige Geneviève, der har svært ved at holde sit løfte om troskab over for sin krigsudsendte forlovede, da hun bliver gravid. En hjerteskærende realistisk og poetisk pastelfarvet filmisk opera, hvor alle replikker synges, og der ikke lades et øje tørt til Michel Legrands smægtende musik. (Jacques Demy, 1964)

Dagens skønhed Denueves mest ikoniske rolle er Séverine, den på overfladen pæne unge husmor, som hendes mand beskylder for at være frigid, men i virkeligheden har dunkle seksuelle fantasier, som hun begynder at udleve i al hemmelighed i et dagsjob som luksusescortpige. En dristig, drømmende og surrealistisk undersøgelse af seksualitet og kritik af borgerskabet. (Luis Buñuel, 1967)

Trofæfruen Deneuve har et charmerende glimt i øjet i rollen i nutidens største franske instruktør François Ozons musicalpastiche, hvor hun i et nik til Pigen med paraplyerne spiller kone til en paraplyfabriksejer. Da fabriksarbejderne går i strejke, får manden et hjerteanfald, og Suzanne overtager ledelsen med stor succes. Deneuve danser og synger uden forfængelighed iført rødt joggingsæt, og det er en fornøjelse at se. (François Ozon, 2010)

ALT DET, DU IKKE MÅ GÅ GLIP AF

Mere om Kultur? Få Costumes nyhedsbrev