Costume Ajour: Fra pluk selv-jordbær og moules frites til et nyt designsamarbejde

I uge 28 kan du blandt andet gå på jordbærjagt, spise moules frites ad libitum og opleve en interessant udstilling på Louisiana.

pexels-pixabay-106148

pexels-pixabay-106148

© PEXELS

Aktivitet: Jordbærplukning

Hvis der er noget, den danske sommer i den grad kan, så er det at berige os med søde, saftige jordbær – og hvorfor ikke plukke de små, røde bær selv?

Lige nu er de danske jordbær i højsæson, og der findes masser af steder landet over, som byder på pluk selv-jordbær. Du kan blandt andet tage børnene, din kæreste eller veninde under armen og smutte forbi Rokkedyssegaard i Værløse, hvor du selv kan plukke alle de jordbær, du orker. Det koster 25 kroner at plukke bærrene og 45 kroner per kilo, du tager med hjem.

Jordbærmarken ligger ved Rokkedyssegaard, Lejrvej 45, 3500 Værløse og er åben mandag til fredag klokken 13-16 samt lørdag og søndag klokken 10-11.30, 13-14.30 og 15-16.30.

Mad: Tirsdags-moules frites på Nørrebro Bryghus

Start ugen med manér med moules frites og øl ad libitum hos Nørrebro Bryghus i København.

Hver tirsdag frem til 7. august kan du for 350 kroner per person nyde hvidvinsdampede blåmuslinger og sprøde fritter sammen med et koldt glas øl – alt sammen ad libitum. Nørrebro Bryghus startede konceptet sidste år og har nu genindført det for at sætte lidt kulør på sommerdagene.

Du kan få moules frites og øl ad libitum hver tirsdag frem til 7. august hos Nørrebro Bryghus, Ryesgade 3, 2200 København N. Book dit bord her.

Mulberry_AlexaChung_Press_Crops_WithoutLogo2

Mulberry_AlexaChung_Press_Crops_WithoutLogo2

© ALEXA CHUNG X MULBERRY

Mode: Mulberry x Alexa Chung

Alexa Chung har længe været ven af modehuset Mulberry, og en af brandets mest ikoniske tasker – The Alexa – er endda inspireret af og opkaldt efter hende. Nu har Alexa Chung så fået muligheden for at sætte sit helt eget præg på Mulbberys design: 12. juli præsenterer brandet nemlig en helt ny kollektion designet i samarbejde med den britiske model og designer.

“Jeg syntes, at det var en god og ret sjælden mulighed," siger Alexa Chung i en pressemeddelelse om kollektionen. "Jeg havde aldrig forventet at blive inviteret til at designe min egen Mulberry-taske, hvilket virkelig er en drøm, der er blevet til virkelighed."

Den nye kollektion omfatter to styles – en rummelig skuldertaske, Big Guy, og en clutch, Little Guy – i tre forskellige materialer: patentlæder med krokodilleeffekt, velour og ruskind.

Mulberry x Alexa Chung kan købes fra i dag på Mulberry.com og i de fysiske butikker.

Kultur: Rooftop jazz

Hotel Zoku, der for nylig har slået dørene op for de første gæster på Amager, inviterer nu til en intim jazz-koncert på deres tagterrasse.

Jazz-bandet Sebastian Zawadzki Trio sørger lørdag aften for den gode stemning for hotellets besøgende. Du kan samtidig spise en middag på Zokus restaurant, Living Kitchen, eller blot nyde en drink til de bløde jazztoner.

Koncerten er gratis og finder sted lørdag 17. juli klokken 18.30-22 på Amagerfælledvej 108, 2300 København S. Læs mere her.

Pia-Arke_Illustration-fra-Etno-aestetik_Soeren-Arke-KA

Pia-Arke_Illustration-fra-Etno-aestetik_Soeren-Arke-KA

© PIA ARKE

Kunst: Pia Arke på Louisiana

Fra torsdag 15. juli kan du opleve den betydningsfulde kunstner Pia Arkes (1958-2007) værker på Louisiana i Humlebæk.

Pia Arkes ouvre er koncentreret omkring fotografiet, og med udgangspunkt i temaet om dobbelt tilhørsforhold dokumenterer hun steder, slægtskaber og drømme, der knytter sig til hendes dansk-grønlandske baggrund. Hendes værker er dermed også et interessant indslag i samtalen om relationerne i rigsfællesskabet, der er lige så aktuel i dag som i Arkes ungdom.

Oplev udstillingen 'Pia Arke' hos Louisiana på Gl. Strandvej 13, 3050 Humblebæk. Entrébilletten koster 145 kroner. Læs mere her.