Costume Ajour: Havefest og silkeblød soul-pop

I uge 20 kan du glæde dig til rørende litteratur, den længe savnede koncertstemning og smukt broderi til hjemmet.

Betty-Bass-Grown-1000px-1

Betty-Bass-Grown-1000px-1

© WILD NORTH MUSIC

Musik: Albumdebut

Du kender måske Betty Bass' single Sideways, der er blevet spillet en del på P3 og har knap 2 millioner streams på Spotify. Du kan nu nyde flere af Bettys varme, luftige toner, når hun på fredag udgiver sit debutalbum Grown. Pladens 16 sange byder på en fortælling om at blive voksen og at skulle navigere i et nyt univers – og der er garanteret god stemning, når Betty Bass blander silkeblød soul-pop med hip hop og amerikansk 90’er-R&B.

'Grown' kan høres på Spotify fredag 21. maj.

Litteratur: Man skulle nok have været der

Ingen lejlighed, intet barndomshjem at tage tilbage til – kun følelsen af at være uden for fællesskabet. Som 21-årig udgav Korsgaard sin første roman Hvis der skulle komme et menneske forbi efterfulgt af En dag vil vi grine af det, som er to fængslende autobiografiske fortællinger om en ung mand, der kæmper med livets store spørgsmål om køn, seksualitet og selvværd. Man skulle nok have været der er Thomas Korsgaards tredje roman om Tue og hans besvær med at finde sin plads i tilværelsen.

'Man skulle nok have været der' udgives fredag 21. maj hos Lindhardt & Ringhof.

Screen-Shot-2021-05-12-at-15.27.10
© HELLE SKAARUP STUDIO

Koncert: Havefest i Tivoli

Du kan nu igen nyde kolde fadøl til lyden af hiphop, pop og elektroniske toner, når Tivoli byder til havefest. Den traditionsrige Fredagsrock er udskudt på ubestemt tid, og i mellemtiden er Plænen skiftet ud med Orangeriet og Pantomimeteatret, hvorfra der vil blive spillet livemusik af alt fra upcoming artister til nogle af de helt store navne.

Tivolis Havefest kan opleves hver fredag klokken 16-23 fra 21. maj.

Design: Nyfortolket broderi

Efter mange år i modebranchen har Helle Skaarup nu vendt sit fokus mod interiørets verden. STING er navnet på hendes nye broderiprojekt, hvor hun med smukke, håndlavede quiltede tæpper med abstrakte broderier hædrer den gamle håndværkstradition. Tæpperne og håndværket bag afspejler en langsommelighed og en fordybelse, som skal stå i modsætning til det hurtige, nemme og digitale.

Tæpperne kan købes nu via Instagram-profilen @helle.skaarup.studio.