
Costume redaktionen: Det glæder vi os til at kunne gøre (igen) lige om lidt
Sejlture, sommerhus, udvalgte udstillinger og selvfølgelig Københavns bedste spisesteder. Lad dig inspirere af Costume-redaktionens forårsplaner
AfChefredaktør Rikke Christensen
“Vi skal sejle fra København til Humlebæk og bade undervejs. Louisiana er destinationen, som jeg virkelig håber får lov at åbne op tidligere end antaget. Jeg skal se udstillingen Fantastiske Kvinder og drikke et glas vin på græsset inden middagen skal indtages på Sletten Havn.”
Redaktionschef Marie Vidø
“Jeg glæder mig til at tage min nye kjole på og mødes med mine veninder til middag, drinks og eventyr en lun aften i Kødbyen i København. Og så er jeg rigtig glad for, at alt tyder på, at vi heldigvis igen i år kan fejre min datters fødselsdag i juli med candy floss og piratskibe i Tivoli.”
AD'er Karen Albjerg
“Jeg glæder mig til at tage i sommerhus, vågne - gå på loppemarkeder, spise frokost på havnen, en midagslur og bagefter høre popmusik og nyde den lange sommeraften på terrassen fyldt med venner og familie, rosé, glade børn og grillet mad til. Og hvis jeg skal virkelig skal drømme - måske den klassiske tur til Sydfrankrig, men det bliver nok næste sommer (I Hope).”
Journalist Olivia Nepper Winther
“Sidste sommer flyttede jeg ud af København, alligevel er det oftest her, jeg går ud for at spise. Men coronakrisen har skabt fokus på at støtte de små og lokale, så jeg glæder mig til at besøge Espergærde havns søster-spisesteder Il Divino og Il Divina, der ikke alene laver god, italiensk landkøkkenmad og pizzaer med de friskeste råvarer, men også sætter liv i mit nye lokalsamfund med ugentlige jazzaftener. Under coronakrisen har vi ofte hentet pizzaer fra Il Divinas store pizzaovn, der stammer fra en lille by uden for Firenze, men når de to restauranter åbner rigtigt igen, glæder jeg mig til at sidde med min kæreste, datter og venner under det store ahorntræ foran caféen og nyde stedets hjemmelavede ravioli med trøffelfyld i smør og salvie, drikke vin fra Piemonte, se på havnens liv og - når jeg jeg lukker øjnene et kort øjeblik - tro, at jeg alligevel har kunnet rejse til i Italien denne sommer. Det er nemlig ikke bare maden og drikkevarerne, men også ejerne og næsten alle ansatte, der er italienske her.”
Moderedaktør Camilla Thers Larsson
“Jeg glæder mig til at arbejde uden begrænsninger igen. Til de dage, hvor kollektioner, modeller, locations og artister igen bliver tilgængelige, når vi laver modeserier til Costume.”
Stylingredaktør Kristine Halken
"Jeg glæder til at mærke livet igen. Til at spis morgenmad på Les Trois Cochons med min kæreste og tvillingepiger i et dejligt kaos, imens vi møder venner vi ikke har set i (hvad der føles som) 100 år. Og til at drikke alt for meget vin på Bottega Barlie med veninder og grine og føle en lethed, der har været forvist, men nu føles lidt nærmere."