Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Skærmbillede-2021-12-03-kl.-12.40.15 © Dorothea Gundtoft

Her står jeg i universitetets formelle kappe foran Selwyn College på Cambridge University. Jeg fik af vide af en lærer i anden klasse, at jeg nærmest var uduelig, så det var en personlig sejr, da jeg blev accepteret. Jeg føler mig stadig ekstremt udfordret, hvilket kan øge min frygt for ikke at gøre det godt nok. Jeg tænker dog, at det er bedre at kaste sig ud i noget, end ikke, selvom det er tættere på kaos end på perfekt.

Costumes chefredaktør: “Hvorfor skal vi være så perfekte hele tiden?”

Costumes nye chefredaktør, Dorothea Gundtoft, der har en international baggrund som skribent for blandt andre Vogue, MindBodyGreen og Dazed & Confused, deler i sin nye klumme ud af problematikker, følelser og holdninger fra hendes egen oplevelse af at være kvinde i 30'erne.

Forleden læste jeg en artikel på bagsiden af Weekendavisens tillæg Bøger, som tog afsæt i en debat, der har været mellem Ekstra Bladets nye chefredaktør Knud Brix og Weekendavisens Asker Hedegaard Boye.
Brix mener, at kultur ikke kun skal være for eliten, der læser Weekendavisen eller Politiken, hvilket har medført en mindre storm mellem Brix og Boye om klassesamfundet, anmeldernes elfenbenstårn og så videre.

Artiklen, som hed Obs: snob!, gjorde mig til dels arrig, men samtidig spørgende: Kan det virkelig passe, at man som læser skal kategoriseres, og at der skal stilles krav til folk, som for eksempel blot af lyst interesserer sig for for eksempel litteratur?

image_6487327-1 © Dorothea Gundtoft

Jeg bor på hotel for tiden, da jeg desværre har vandskade i min lejelejlighed, som jeg fandt, da jeg fik jobbet på Costume og skulle flytte permanent til Danmark. Jeg prøver at koble fra i weekenden med aviser og min engelske Roberts Radio.

Indenfor alle felter findes der specialister, som ved mere end andre – og det er absolut en nødvendighed, for at vi alle kan dygtiggøre os og formidle budskaber. Det samme gælder for eksempel i modebranchen. Mange har brugt årevis på at specialisere sig, så de kan omsætte deres kreative evner – for eksempel designerne, der ofte har taget en lang videreuddannelse.

Men jeg synes, at det ville være ekstremt ærgerligt at kræve, at man skal stille tårnhøje krav til dem, som blot interesserer sig for mode, bøger, mad og så videre ved siden af deres arbejde.

Samtidig med mit job som chefredaktør, læser jeg en deltids MA i Creative Writing på Cambridge University, som p.t. deler tredjepladsen over verdens bedste universiteter med Stanford University. Da mine medstuderende og jeg fik at vide, at der var over trehundrede ansøgere, og vi var de femten udvalgte, begyndte vi næsten allesammen at græde. Mest fordi vi alle sammen tænkte: ‘What!? Hvorfor er det lige os!? Kan det virkelig passe?’

Et par stykker af os fra holdet har oprettet en Whatsapp-gruppe, som vi kalder The Fiji Wives Murder Club, hvor vi – nærmest dagligt – deler vores frustrationer og alt fra historier fra mærkelige dates til tankevækkende artikler. Vi skal for eksempel læse klassikeren The Black Prince af Iris Murdoch på grund af en forelæsning af den ultrakloge professor Anne Rowe, men ingen af os har læst bogen ordentligt, fordi vi faktisk synes, at den er dødkedelig.

Er vi så bare ekstremt ukultiverede, eller er det faktisk okay at have en anden smag?

image_6487327-2 © Dorothea Gundtoft

Her er vi samlet efter forelæsning hos the Dean of Selwyn, som reciterer en latinsk salme før vi spiser middag (igen minder det enormt meget om Harry Potter). Desværre har jeg endnu ikke noget billede af medlemmerne i vores lille The Fiji Wives Murder Club.

I samme føromtalte nummer af Weekendavisen læste jeg også en interessant artikel om den svenske romance-forfatter Simona Arnstedt, som beskrev, hvordan hun altid havde forestillet sig, at hun skulle skrive noget intellektuelt og dybt, men 'endte med' at skrive om sex, humor og kærlighed.

Simona har solgt over 800.000 bøger i Sverige alene, men alligevel bliver romance-genren generelt nedgjort. Forfatteren beskrev, hvordan hun var enormt træt af og ikke kunne forstå, hvorfor man dog klager over, at folk ikke læser nok, men samtidig fordømmer og ser ned på de bøger, som faktisk bliver læst.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på mine medstuderende i Cambridge, og hvordan vi alle sammen kæmper med at skrive noget, som er nogenlunde. Min personlige tutor er den internationale bestseller-forfatter Elly Griffith – som jo i sig selv er skrækindjagende.

Samtidig har vi alle i The Fiji WIves Murder Club også en hel del andre problemer at kæmpe med. En af eleverne har brugt en privatdetektiv til at opspore hendes (nu eks!) mands elskerinde, og en anden kæmper med tre børn alene – fordi hendes mands kunst ikke sælger, og han har fået en dyb depression. Hverdagens problematikker gør det absolut ikke lettere at få læst bøgerne på vores alt for lange liste – og da slet ikke hvis de har en søvndyssende effekt.

Jeg føler, at mange af os (mig selv inklusive) stresser for at oprette en form for perfekt facade, hvor man skal have læst alle de rigtige bøger, have en holdning til alting og være woke – samtidig med, at vi også 'blot' er mennesker. Vi vil måske egentlig bare gerne se den Netflix-serie efter arbejde, fordi vi i bund og grund er overloaded med information og fuldstændig exhausted.

Jeg elsker nørder – folk som går i dybden med deres specialeområde. Det er fascinerende, og jeg holder virkelig meget af at lave interviews med mennesker, som kan noget helt særligt. Men jeg tænker, at mange af dem også læser såkaldte 'dårlige' bøger, ser skod TV eller hører Britney Spears en gang imellem, ligesom mig og måske dig? – and thank God for that.

Derfor vil jeg helt vildt gerne høre, hvad nørder I med for tiden? Hvad læser I? Hvad bliver I underholdt af og hvorfor?