croquis
© Olivia Nepper Winther

Croquis: Fordelene ved at tegne den nøgne krop

Flere og flere bruger fritiden på croquis-tegning – og det er der god grund til. Vi har testet den gamle metode, der er blevet en populær hobby

21. april 2019 af Olivia Nepper Winther

At indfange en kropspositur på ganske få minutter. Det går croquis i al sin enkelhed ud på. I århundreder har kunstnere brugt metoden som en måde at forfine deres håndværk på, men nu er flere begyndt at lave croquis i deres fritid. For der er noget kreativt stimulerende og dragende ved at slukke telefonen, stoppe samtalen og i stedet være i selskab med sig selv, pensel og papir – og nå ja, en nøgen krop. 

Den nøgne streg

Ikke kigge derned! Ikke kigge derned, maner jeg i mit indre, da den unge kvinde på podiet med en graciøs bevægelse går i bro, så hendes hoved vender væk, og hendes underliv har front direkte mod mig. Ovenlysvinduet kaster januarsolens stråler ud over modellen Paulas udspændte positur og mine koncentrerede medkursister. På stole har vi slået ring om hendes nøgne krop, som på bare et minut skal forsøges afbildet på de mange tegnebrætter. Med nybegynderens ukuelige entusiasme prøver jeg at gøre præcis, som vores underviser Lisa Marie Frost siger. Lade være med at tænke for meget, men mærke mig frem. Kigge på Paula frem for på papiret ... men det blottede underliv ud for mit ansigt gør mig usædvanligt forlegen. Jeg ved ikke, hvor jeg skal fæstne mit blik, og for at undgå at kigge ‘derned’ koncentrerer jeg mig om papiret og min ret miserable skitse, der ikke rigtigt ligner hverken et menneske eller noget abstrakt, men mest bare forvirret krims krams.

Minuttet er endelig forbi, og vi skal slippe vores tegneredskaber. Med en følelse af at være mere blottet end nøgenmodellen selv forsøger jeg at gemme de ubehjælpsomme streger, da vores underviser går en inspektionsrunde. Hun spotter dog hurtigt både min tegning og min usikkerhed og foreslår med et opmuntrende smil, at jeg i næste runde forsøger med kul frem for blyant.

Paula stiller sig i en ny positur. Denne gang med ryggen mod mig. Hendes rygsøjle er smukt markeret af muskler. Jeg kan slet ikke lade være med at kigge på den. Eller på hvordan lyset skaber skygger under hendes skuldre, på den fine huds små strækmærker på hofterne, og den ene balle, der synes en smule større end den anden. Jeg fører det lille stykke kul rundt på papiret med en sådan kraft, at kulpartiklerne fyger til alle sider og sætter sig på min engang så hvide skjorte. Da vores underviser proklamerer, at de fem minutter er gået, kigger jeg for første gang rigtigt ned på papiret. Resultatet er o.k. Ikke så flot som min sidemands, men denne gang gemmer jeg da ikke tegningen, og faktisk kan jeg godt skimte lidt af Paula lige der på papiret.

Proces frem for resultat

Min croquismødom tages på Nivaagaard Malerisamling i Nivå. Hver onsdag tilbyder museet et tidligt og et sent eftermiddagshold, hvor man kan prøve kræfter med tegneteknikken, godt hjulpet på vej af underviserens råd og vejledning. Salen er fyldt op på det tidlige hold, som jeg deltager i. Fire ud af de enogtyve medkursister hedder Kirsten, og aldersgennemsnittet ligger på omkring de 60 år. Men på det sene hold er også rigtigt mange unge begyndt at komme, fortæller Lisa Marie, der generelt oplever en stigende interesse for sine croquishold. En tendens, der gør sig gældende overalt i landet. Hver onsdag står københavnere i kø foran den populære Absalons Kirke, der kombinerer billig bar med skitsering af nøgne modeller. Og Byhøjskolen i Aarhus melder ligeledes om forøget deltagerskare til deres croquishold.

“Vi lever i en informationstid og bliver bombarderet med ord og billeder via vores telefoner, men det hele bliver hurtigt flygtigt og lidt overfladisk. Med den konstante underholdningsflade ved hånden tror jeg, at behovet for at kunne røre ved, dufte til og mærke ting er blevet større. Og her giver kunsten os en mulighed for at komme i kontakt med en masse forskellige taktile overflader,” siger Lisa Marie, der ud over at undervise i croquis arbejder med monotypitryk. 

croquis

Et af resultaterne af journalist Olivia Nepper Winthers første møde med croquis. 

© Olivia Nepper Winther

Hun tror på, at vi får fornyet energi, når vi bruger vores hænder og kreativitet, og til det er processen vigtigere end selve resultatet. Og måske er det netop en af forklaringerne bag, at croquis som hobby vinder frem. For modsat det meste andet i vores samfund i dag er croquis ikke resultatorienteret. Det er i de koncentrerede minutter, mens modellen står på podiet, og man forsøger at fange proportionerne, inden stillingen skiftes ud med en anden, at magien opstår. Hvis lysten (og evnerne) rækker til det, kan man kort vise skitsen til sidemanden eller underviseren, men der bruges ikke tid på fremlægning eller analyser, og mange smider skitserne ud efter timen. I stedet skifter fokus hurtigt videre til næste stilling, for øvelse gør som bekendt mester. Og faktisk er det netop, hvad croquis er. En øvelse, forklarer Claus Seidel, der er bladtegner og medforfatter til bogen Croquis.

“Croquis er som sådan ikke en kunstart, men en måde at forfine og vedligeholde ens iagttagelsesevne. Det er en helt essentiel øvelse for bladtegnere, skulptører og malere. Ja, faktisk for alle slags kunstnere er den menneskelige krop et væsentligt motiv. Selv en abstrakt maler skal jo have styr på sine proportioner,” siger han og forklarer, at der har eksisteret croquis lige så længe som kunstakademier.

“Ligesom du i folkeskolen skal lære din ABC, skal du som kunstner lære at tegne croquis. Og du skal blive ved, for det er en færdighed, der svækkes, hvis man ikke arbejder med den hele tiden,” siger han. 

Fri os fra kropsforskrækkelsen

Da Paula for tredje gang stiller sig op i en opfindsom positur, er det igen med front – og underliv – mod mig. Men noget er forandret. Ikke hos hende, men hos mig. Den før så larmende nøgenhed virker pludselig helt naturlig. Faktisk ænser jeg den nærmest ikke, men kaster mig med kulsorte fingre over det store papir for at gengive formen på hendes lår, uden så meget som at tænke over, hvor jeg må – og ikke må – kigge hen. Lisa Marie Frost kalder det en transformation, hvor man går fra at kigge på kroppen som noget privat til et motiv.

“De fleste, der prøver croquis, finder det grænseoverskridende i starten, fordi det kan føles, som om man træder ind i et andet menneskes intimsfære. Sådan havde jeg det også, første gang jeg prøvede croquis. Men efter kort tid forsvinder det seksualiserede, og du begynder at lægge mærke til detaljerne på netop kroppen foran dig frem for at fokusere på den kendsgerning, at der er en, som er nøgen,” forklarer hun.

Transformationen fandt også sted forleden, hvor Lisa Maries kollega underviste en 9. klasse i croquis. I starten var der fnis og røde kinder, da den mandlige model trådte op på podiet, men efter kort tid fulgte stor koncentration, ro og tegneglæde. Til gengæld var der i de efterfølgende dage langtfra ro i lærerens mailindbakke. Flere af forældrene skrev, fordi de var forargede over, at deres børn havde været i rum med et nøgent menneske. Det kan synes paradoksalt, da mange unge konstant er på nettet, hvor udbuddet af nøgne kroppe må siges at være stort. På den ene side kører der busser rundt i gaderne påklistret store plakater med nøgne silikonebryster, og på den anden side nægter folkeskoleelever at gå i bad sammen, fordi de synes, at det er ulækkert at være nøgen.

Antallet af topløse strandgæster er faldet støt de seneste årtier, og med tidens fokus på hævnporno er vi – med god grund – blevet endnu mere bevidste om, hvem vi er afklædte over for. Den naturlige nøgne krop er dermed et forholdsvist unaturligt fænomen i det offentlige rum. Og her kan croquis skabe en form for modvægt.

“Jeg tror, at flere og flere ønsker at gå i en anden retning og dyrke iagttagelsen af den naturlige krop. Og det kan man netop ved croquis. Men allermest dyrker man iagttagelsen af bevægelse, af det levende,” siger Lisa Marie.

Claus Seidel tror også, at den nøgne krop er det helt store tiltrækningsplaster for amatører.

“Mennesker vedkommer mennesker, så enkelt er det. Og især den nøgne menneskelige krop har en naturlig tiltrækning på os,” siger Claus, der i en årrække tegnede for BT’s sexbrevkasse og ofte oplevede, hvordan kvinder og mænd i jakkesæt som det første slog op på siden med tegningerne af de nøgne kroppe.

Samtidig afviser han, at der er noget lummert ved formen:

“Man laver ikke croquis for at lure, men for at fange en sanselighed og en menneskelig dialog. Selvfølgelig er der nogle stillinger, der er mere afslørende end andre, men det er på ingen måde porno. Kroppen som motiv er bare et virkelig godt sted at øve sig, for her bliver man afsløret med det samme, hvis man ikke har styr på sine tegnefærdigheder. Men samtidig er det vigtigt, at man ikke nørkler. Det handler om bevægelse og rytme. Så vil sjælen og sanseligheden også komme frem.”

Og det må jeg give ham ret i. Efter to timers ihærdig tegning på Nivaagaard er det svært at så tvivl om mine manglende færdigheder inden for proportioner og perspektiv. Alligevel er der sket en forandring fra første til sidste skitse. Jeg har glemt, hvad der er op og ned, hvad der er legitimt og forbudt, privat og offentligt. I stedet har jeg nydt at følge Paulas graciøse bevægelser og den fred, der hersker, når alles mobiltelefoner er sat på lydløs, og stilheden kun afbrydes af et stykke kul over papiret og mine små frustrationssuk. 

croquis

Charlotte Lynggaard bruger sine erfaringer med croquis, når hun designer smykker. 

© Charlotte Lynggaard

Fra bryst til smykke

Charlotte Lynggaard, guldsmed og smykkedesigner, fortæller om glæden ved croquis:

“Som 20-årig boede jeg i et år i Paris, og her gik jeg til croquistegning. Efterfølgende gik jeg lidt til det i Danmark, men holdt så en lang pause, hvor jeg tegnede og malede alt muligt andet. For et par måneder siden meldte min datter sig selv, mig og min far til et croquishold, så nu er vi tre generationer, der går til croquis. Jeg kunne virkelig mærke, at jeg var blevet rusten, for croquis kræver øvelse, øvelse, øvelse. Men det er et fantastisk redskab. Om man laver smykker, tøj eller skulpturer, kan man bruge croquisen. For kroppens former er en evig inspiration til nye proportioner. Kvindekroppen er min helt store inspiration, og gennem croquis transformerer jeg pludselig et brysts hvælving til formen på en ny ring.” 





Måske er du interesseret i...

Gør som 24.000 andre

Seneste