© Ritzau

Derfor er Beyoncé blevet pensum

Du kan lære mere end du tror af både popmusik, Paradise Hotel og Game of Thrones. Populærkultur spiller en vigtig rolle i vores samfund, og det er der god grund til

11. januar 2020 af Freja Bech-Jessen

Der var engang, hvor kultureliten og den akademiske klasse ikke havde meget andet end hån og foragt til overs for popmusik, triviallitteratur og tv-serier. I dag bliver der skrevet ph.d.er om Beyoncé og Lady Gaga, forsket i Paradise Hotel og udgivet tekstanalyser af Game of Thrones. Vores syn på populærkulturen har forandret sig – spørgsmålet er, om populærkulturen også har forandret os? 

Britney Spears rottehaler
© Wenn.com

Længe før Britney Spears og hendes rottehaler indtog MTV, Andy Warhol portrætterede Marilyn Monroe, Gift ved første blik løb over skærmen, og Netflix og HBO gik i luften, udgav filosofferne Theodor Adorno og Max Horkheimer i 1942 en bog, der kom til at farve vores opfattelse af populærkulturen i flere årtier frem. Populærkulturen – eller underholdningsindustrien, som Adorno og Horkheimer kaldte den dengang – var ikke bare fordummende, men decideret farlig. Dens frembringelser – og det gjaldt alt fra filmdramaer som Borte med Blæsten til Disney-klassikere som Bambi – var alle designet til at hjernevaske masserne. Der var, mente filosofferne, ikke tale om andet end masseproducerede, manipulerende og idylliserende billeder af den gældende samfundsorden, som lammede et i forvejen letpåvirkeligt publikum og efterlod det ude af stand til at tænke selvstændige tanker.

En del af Adornos og Horkheimers karakteristik hænger ved i dag. Populærkulturens produkter bliver fortsat i nogen grad affejet som fordummende tidsfordriv og som underholdning for underholdningens skyld. Men ikke kun. I dag betragter vi den også som det stik modsatte af samfundsbevarende, nemlig som samfundsforandrende. 

Popmusikken, tv-serierne, triviallitteraturen, damebladene, tegneserierne og computerspillene er en form for seismograf på vores samtid, der kan mevirke til, at vi rykker os socialt og til, at samfundet forandrer sig. Det forklarer Kirsten Drotner, professor og medieforsker ved Syddansk Universitet.

“I lang tid tilskrev man kun kunsten – især den moderne kunst og avantgarden – de egenskaber. Men i dag ved vi fra forskning, at populærkulturen opfanger nye tendenser mindst lige så hurtigt som samtidskunsten, og at den – præcis som kunsten – kan pege ind i fremtiden og fortælle os noget om det, der er på vej,” siger hun.

Professor Anne Jerslev, Institut for Kommunikation på Københavns Universitet, er enig:

“Populærkulturen behandler typisk helt grundlæggende eviggyldige emner som identitet, familieliv, parforhold, magtstrukturer og seksualitet i en nutidig kontekst. Den giver os dermed mulighed for at indgå i en dialog med os selv om, hvordan vi har det med de spørgsmål, og hvordan vi kan genforhandle vores egen position i forhold til dem,” siger hun. 

Beyoncé
© Wenn.com

Magtfulde stjerner

Set i det lys er det ikke mærkeligt, at populærkulturen er blevet et væsentligt forsknings- og undervisningsfelt på universiteter verden over. Hvor de humanistiske fakulteters bibliotekssale og auditorier engang var forbeholdt fordybelse i litteratur, kunst og filosofi, forskes der i dag også i kendiskultur og realityfænomener, og der skrives tekstanalyser af tv-serier som Game of Thrones og The Sopranos og produceres afhandlinger om popikoner som Beyoncé, Rihanna og Lady Gaga.

Når de tekstkyndige kaster sig over Beyoncés melodiøse poptunes og tekster, sker det ikke kun
for at kortlægge, hvad hun har på hjerte, men også for at undersøge, hvordan hendes tekster om race, køn og identitet og hendes position som sort kvindelig superstjerne kan være med til at bidrage til en ny bevidsthed om kvinders – og ikke mindst sorte kvinders – rolle i det moderne samfund og måske endda være med til at mobilisere en social forandring. En forandring, et popikon som Beyoncé måske netop er i stand til at sætte i bevægelse – eller i hvert fald bidrage til – fordi hendes budskaber ikke præsenteres som politisk aktivisme, men som populærkulturelle ørehængere, der når ud til de mange – til masserne.

Et andet eksempel på netop det er popfænomenet Lady Gaga, der med sin androgyne og kønseksperimenterende scenepersonlighed har haft succes med at skubbe ganske betydeligt til de herskende kropsidealer og kønsbegreber.

“Da Lady Gaga kom frem, var hun ret anderledes end andre popmusikere. Hun turde gøre kroppen grim, hun brugte elementer af seksualitet, som ikke nødvendigvis levede op til det heteronormative, og hun var stor fortaler for at være accepterende i forhold til mennesker, der var afvigende – enten seksuelt, kropsligt eller på en anden måde,” forklarede ph.d.-studerende Lise Dilling-Hansen, da hun for et par år siden forsvarede sin afhandling om popstjernen.

I sin afhandling argumenterede Lise Dilling-Hansen netop for, at Lady Gaga så effektivt formår at skubbe til normerne, fordi hun ikke udfordrer mainstream-popkulturen mere, end at hun stadig kan være i den. Lady Gaga krydser aldrig for alvor grænsen til avantgarden og det eksperimenterende, men forstår at blive inden for populærkulturens rammer, selv når hun udfordrer den, og dermed er hun magtfuld. 

Ellen DeGeneres
© Wenn.com

Udfordrer normerne

Popmusikken er ikke det eneste populærkulturelle medie, der på så effektiv vis kan være med til at udfordre normer og sætte nye bevægelser i skred med mainstreamkulturens ellers tilsyneladende ufarlige virkemidler. Også – og måske især – i tv-historien er der adskillige eksempler på det. Det nok mest berømte er 90’er-serien Ellen. I 1997 sprang seriens helt centrale karakter ud som lesbisk og udløste et massehysteri i hele USA – og faktisk også i store dele af resten af den vestlige verden. Komikeren Ellen DeGeneres, der spillede rollen, havde i nogen tid været åben om sin seksualitet, men det var første gang, man så et tv-show beskæftige sig med en homoseksuel karakter, der springer ud. Og så var der ovenikøbet tale om en folkekær komiker, hvis show havde et massivt og bredt funderet publikum. 

Konservative kræfter fordømte episoden og beskyldte folkene bag serien for at fordærve ungdommen midt i prime time, mens homoseksuelle grupper jublede og så begivenheden som en milepæl i portrætteringen af bøsser og lesbiske på tv. For virkelig at forstå omfanget af balladen – og jubelen – må man kaste et blik tilbage på andre homoseksuelle karakterer i tv-historien, der på det tidspunkt havde været på populærkulturens rolleliste i godt 25 år, men altid kun i sjove, karikerede og i hvert fald stereotype biroller. Ellen var den første tv-serie, der lod en homoseksuel karakter træde frem i en hovedrolle og det vel at mærke som en hovedrolle, der ikke havde sin berettigelse alene i kraft af sin seksualitet, men som et helt og flerdimensionelt menneske.

Robert Thompson, der er professor ved Syracuse University i USA og af mange anses for lidt af en guru inden for popkultur, har siden talt om tiden efter 1997 som ‘post-Ellen-æraen’, fordi episoden medførte et regulært skred inden for populærkulturens verden og banede vejen for andre serier med homoseksuelle i hovedrollerne, men vigtigst fordi episoden rent faktisk gjorde det mere legitimt for homoseksuelle at stå ved sig selv og deres seksualitet:

“Mange homoseksuelle – især yngre – har udtrykt, hvordan tv-serien Ellen hjalp dem til at forstå, hvem de er, og hvordan de skulle tackle det at springe ud. Og på trods af hvor absurd det måske ser ud på overfladen, at nogle folk tillægger en tv-serie så meget betydning, kan man ikke blot tilsidesætte denne gruppes følelser. Og det er vel egentlig ikke så meget anderledes end at ændre sit liv efter at have læst Biblen, Freud, Marx eller noget andet, det enkelte menneske tillægger værdi. Dertil kommer, at over 42 millioner seere så det berømte afsnit af Ellen, og hver enkelt af dem har vel som et minimum dannet sig en mening om det, de så på skærmen. Et imponerende tal, der vidner om, at popkulturen er meget andet end fordummende tidsspilde uden relevans for hverken individ eller samfund.”

Charlie’s Angels
© Charlie’s Angels

Andre peger på den ikoniske 70’er serie Charlie’s Angels som et overraskende eksempel på, når popkultur er med til at nedbryde stereotyper. Selvom serien på mange måder var temmelig mainstream, ændrede den standarden for, hvordan kvinder portrætteres på tv. De tre veldrejede engle-agenter var ultrafeminine, men samtidig stærke, selvstændige og målrettede. Det lyder måske ikke af meget i dag, men i 70’erne var det faktisk noget af en udfordring af kvindesynet i USA. Selv om kvindekampen og ligestillingen allerede dundrede derudad og i mange andre kulturelle sfærer var adskillige skridt videre, bidrog Charlie’s Angels til udviklingen, fordi serien talte i et sprog og gennem et medie, der nåede ud til mange.

“Populærkulturen kan vænne den brede befolkning til nye indtryk og på den måde være med til at flytte grænserne for, hvad der er muligt,” siger Kirsten Drotner og fortsætter:

“Den er af den grund uløseligt forbundet med udviklingen af massemedier, fordi den netop er defineret ved dens udbredelse til de mange.” 

Elvis Hofter

Som begreb knyttes populærkulturen – eller popkulturen – ofte til 50’erne, til fremkomsten af ungdoms- og teenagekulturen i efterkrigstidens USA og i særdeleshed til tv’s gennembrud: til Elvis Presleys vuggende hofter, blå jeans, Coca-cola-reklamer, opbyggelige tv-serier, talkshows og quizzer.

Men vi skal i virkeligheden længere tilbage, hvis vi vil spore populærkulturen til dens egentlige historiske rødder, siger Kirsten Drotner.

“De første eksempler på populærkulturelle produkter er de såkaldte skillingsviser, der
topper i popularitet i 1880’erne. Skriftlige skildringer af dramatiske og sensationelle begivenheder, der – som navnet antyder – kunne købes for billige penge, og som i form og indhold ikke afveg meget fra nutidens tabloidaviser og ugeblade,” siger hun.

Allerede dengang blev der set skævt til publikationerne og ikke mindst til dem, der fornedrede sig til at købe skillingsviserne, som ingenlunde kunne sammenlignes med lødig og god litteratur. Den finkulturelle rynken på næsen ændrede sig ikke synderligt, da grammofonpladerne indtog 20’ernes dansehaller, og den lettilgængelige og populære musik, ikke bare kunne nydes live, men også begyndte at flyde fra masseproducerede plader på grammofonen. Og bekymringen foldede sig for alvor ud, da filmmediet så dagens lys, og det hvide lærred begyndte at trække folk ind i biografernes mørke i hobetal.

Elvis Hofter
© Wenn.com

Grænserne mellem den rigtige og fine kultur, man kunne nyde i operaen, på museerne og finde på siderne i gamle klassiske værker, og den populære af slagsen, man kunne slubre i sig i biografmørket, lytte til på radioen og finde på magasinernes glittede sider, blev trukket knivskarpt op. Og det gjorde skellet mellem de to kulturudbuds forbrugere også. Der var et veluddannet, sofistikeret og elitært publikum til finkulturen og et jævnt og udannet publikum til den populære. Og de to grupper krydsede ikke grænserne mellem hinandens kulturelle sfærer. I dag er grænserne mere flydende. Du kan både læse Tove Ditlevsen og Tintin, se Olafur Eliasson på Louisiana og tage til Nik & Jay-koncert i Pumpehuset, uden at du af den grund bliver sat i bås som en snobbet kulturforbruger eller skudt i skoene, at du er en popdreng eller -pige. Tværtimod giver det dig faktisk kun en mere værdifuld social kapital, hvis du er i stand til at navigere ubesværet mellem de to verdener – den finkulturelle og den populærkulturelle – og tale vidende og klogt om både Britney Spears og Bertolt Brecht.

En af dem, der har forsket i den opblødning af grænser, er Annick Prieur, professor og sociolog ved Aalborg Universitet. For nogle år siden satte hun sig sammen med nogle forskerkolleger for at undersøge den kulturelle elites kulturforbrug i Aalborg. Idéen var, at de ville forsøge at gentage den undersøgelse af forskelle i forskellige klassers kulturforbrug, som den berømte sociolog og ophavsmand til begrebet kulturel kapital, Pierre Bourdieu, havde gennemført i 70’ernes Paris. Prieur og hendes kolleger ville finde ud af, om skellene mellem de forskellige klassers kulturforbrug fortsat stod lige så klart, som de gjorde dengang i Frankrig.

Det gjorde de ikke.

“Vi fandt ud af, at mange af de borgere, der var rige på kulturel kapital og traditionelt set kunne forventes at sværge til de finkulturelle tilbud som klassisk musik, skønlitteratur og moderne kunst, havde det, man kan kalde en langt bredere smag, end den tilsvarende gruppe franskmænd havde i 70’erne. De orienterede sig måske til en vis grad fortsat mod de klassiske kulturtilbud, men også mod en lang række af populærkulturens tilbud. De tog til rockkoncert, så tv-serier og gik i biografen,” fortæller Annick Prieur.

Annick Prieur understreger, at bare fordi den veluddannede og kulturelt dannede klasse har taget populærkulturens produkter til sig, er det ikke ensbetydende med, at de er lige begejstrede for dem alle sammen. De kan måske godt lide Bob Dylan og David Bowie, men de har for eksempel decideret afsmag for Kandis og Tamra Rosanes.

“Men i dag demonstrerer man ikke nødvendigvis sin kulturelle kapital ved hjælp af de kulturtilbud, man vælger til, men snarere i den måde, man forholder sig til dem på,” siger hun.

“Det handler faktisk ikke om, hvorvidt man ser Paradise Hotel eller ej; det handler mere om, hvordan man ser Paradise Hotel og hvorfor,” siger Prieur.

Og hvor stiller det så Theodor Adornos og Max Horkheimers dystre forudsigelser om den fordummende populærkultur, der som en fabrik af underholdning pumper idylliserende billeder ud til et publikum, som bare blindt og passivt tager imod?

Umiddelbart ikke særligt godt. Og det skyldes de to filosoffers egen blinde vinkel.

“Adorno og Horkheimer havde ikke blik for, at forbrugere af populærkulturen er selvstændige og tænkende individer, der forholder sig individuelt til det, de ser og hører,” siger Anne Jerslev, professor ved Institut for Kommunikation på Københavns Universitet, og forklarer:

“Vi lader os ikke bare påvirke og forme af populærkulturen. Vi møder den som individer og går i dialog med den historie og den baggrund, vi nu engang hver især bringer med os. Og det er netop i den dialog, vi kan få mulighed for at blive klogere på os selv og på verden omkring os – og derfor også få bedre forudsætninger for at flytte og forandre os selv – og verden.” 

Gør som 24.000 andre

Seneste

Måske er du interesseret i...